Gyllevækst

v. Dan Jørgensen, Medlem af Europaparlamentet

Endnu en gang, er der en fremtrædende socialdemokratisk
politiker, der prøver at ramme regeringen, ved at bruge landbruget
som gidsel. Denne gang Dan Jørgensen (S), medlem af
Europa-Parlamentet, som med overskriften Gyllevækst har en lidet
sympatisk artikel i Jydske Vestkysten.

 

Dan Jørgensen er medlem af Europa-Parlamentet. Det forhindrer
ikke Dan Jørgensen i at udtale sig om emner, han ikke har meget
begreb om. Dan Jørgensen påstår at landbruget udleder gylle. For
det første er der ingen, der udleder gylle. Det er forbudt og
bliver straffet hårdt med bøder og træk i EU-støtten, hvis dette
ved et uheld skulle ske. Dernæst er der intet i regeringens Grøn
Vækst planer, der fører nogen som helst vækst med sig. Og slet ikke
gylle.

Til stor glæde for Dan Jørgensen kan jeg fortælle ham, at
regeringens Grøn Vækst vil tage livet af en meget stor del af dansk
landbrug og efterlade “udkantsdanmark” øde og affolket. Men det er
måske det, som Dan Jørgensen og hans venner fra Danmarks
Naturfredningsforening ønsker at opnå. Et affolket land, med våde
sure huller, myggeplager hele sommeren og såkaldt natur, hvor
brændenælder, tidsler, bynker og bjørneklo har overtaget det, der
førhen var bølgende kornmarker og gule rapsmarker.

Kære Dan Jørgensen. Danmark er stadig “førende” på miljøområdet.
Vi må kun bruge det halve gødning af hvad man må syd for grænsen.
Vi er begrænset, reguleret og kontrolleret, af bureaukrater og
miljøfolk, som ikke længere respekterer den private
ejendomsret.

Uanset hvor meget landbruget afgiver af suverænitet, står sådan
nogen som dig stadig klar til at tage det sidste af selvejet, der
er tilbage. Jeg er sikker på, at du ikke har lyst til at bytte dit
vellønnede job med en eneste landmandsfamilie. Det afholder dig dog
ikke fra at fremsætte uhyrlige påstande ,mod landbruget.

Det vil klæde dig at sætte dig ind i forholdene. Hvis du skal
finde argumenter mod regeringen, så find noget med kød på. Denne
her er under en socialdemokrats værdighed.

Del:

Deltag i debatten

Scroll til toppen