Optimisme efter første møde i følgegruppen til Natur- og Landbrugskommissionen

Vagn Lundsteen er forsigtig optimist efter første møde i Natur- og Landbrugskommissionen mandag morgen.

VagnNatur500_200

Mandag morgen var de 24 organisationer i Følgegruppen til Natur-
og Landbrugskommissionen for første gang samlet i København, og
direktør i Bæredygtigt Landbrug, Vagn Lundsteen, tror på, at der
kan komme fornuftige løsninger ud af kommissionens arbejde.

“Vi er forsigtige optimistiske omkring samarbejdet i gruppen, og
mit første indtryk er, at der generelt er en stor velvilje i
forhold til vækst. Generelt blev det udtrykt, at parterne mener, at
der både er plads til et intensivt landbrug såvel som naturområder,
og det er helt klart, at arbejdspladser har en meget høj prioritet.
Der var klart stemning for, at tiltag på miljøområdet ikke må koste
arbejdspladser”, siger Vagn Lundsteen.

Følgegruppen skal virke som sparringspartner for Natur- og
Landbrugskommissionens 12 medlemmer, og følgegruppen er også delt
op i tre undergrupper, der hver især skal arbejde med områderne
gæld og finansiering, eksport og arbejdspladser og kvælstof og
vandmiljø.

Vagn Lundsteen deltager for Bæredygtigt Landbrug i gruppen der
skal arbejde med kvælstof og vandmiljø. 

Af Jakob Tilma, jti@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top