Kvælstof i vandløb er et gammelt stridsemne

Oceaner af danske målinger viser, at baggrundsudsivningen fra naturarealer er stort set sammenlignelig med udsivningen fra veldrænede, dyrkede arealer. Og sådan har det altid været.

Poul_Munkholmbroen

Danmark har på grund af sin topografiske udformning helt andre
forudsætninger end eksempelvis alpelande, når det gælder kvælstof i
vandløb. Et vandløb, der gennemløber flade arealer af
dyrkningsegnet jord med humus og plantenæringsstoffer, som Danmark
er begunstiget med fra naturens side, har naturligvis et højere
indhold af forskellige stoffer – herunder kvælstof – end en lille
bjergbæk med smeltevand, der fosser ned gennem et granitlandskab.
Derfor er direkte sammenligninger af europæiske vandløb
meningsløse.

Uanset, om vi analyserede forholdene i stenalderen, så ville det
typiske danske, nordtyske eller hollandske vandløb indeholde
relativt mange næringsstoffer. Oceaner af danske målinger viser, at
baggrundsudsivningen fra naturarealer er stort set sammenlignelig
med udsivningen fra veldrænede, dyrkede arealer. Så der er ikke
meget andet at gøre end at acceptere, hvordan økosystemet virker!
Det er uden mening, at straffe landbruget og dermed samfundet for
Danmarks topografiske udformning.

 

Politisering

En lignende diskussion om nitrat i vandløb fandt sted for to
årtier siden, da DMU pludselig hængte Danmark ud som landet med det
næsthøjeste indhold af nitrat i vandløbene i hele Europa – kun
overgået af Rumænien. Udhængningen skyldtes en medarbejder i DMU,
der fandt anledning til at lække noget fra en “hemmelig” rapport,
men som samtidig nægtede at offentliggøre rapporten i sin helhed.
Det var ren politisering fra DMUs side. Og der kom en betydelig
polemik ud af sagen, hvor både daværende direktør i DMU og
daværende miljøminister, Svend Auken, forsvarede DMU-medarbejderes
ret til at politisere ved at bringe udvalgte informationer frem til
offentligheden og samtidig hemmeligholde sammenhængen. Det var en
hyppigt anvendt fremgangsmåde allerede dengang. Og det er vist ikke
blevet meget bedre siden.

 

Ikke mere at hente

I det hele taget er det forfejlet at gå så højt op i kvælstof i
vandløb. Det har jo vist sig gennem mange år, at koncentrationen er
så lav, som man kan forvente, og langt lavere end forskellige
modelberegninger har antydet. Derfor giver det ikke mening at føre
anstrengelserne videre. Det kan kun føre til dårlig økonomi, fordi
produktionen bliver mindre, og til dårligere vandmiljø, fordi
prisen for at fjerne kvælstof ved etablering af nye vådområder er
større udledning af fosfor til vandmiljøet. Og det er katastrofalt
i modsætning til kvælstof.

 Opskriften på lavere eutrofieringstilstand er reducerede –
men først og fremmestafbalancerede- næringsstofkoncentrationer.
Dette opnås kun gennem lavere fosforkoncentration, netop fordi
fosforkoncentrationen styrer kvælstofkoncentrationen.

 

Manglende logik i vandplaner

Men vandplanernes målsætning er hverken at tilstræbe
N/P-idealforholdet (Redfield) eller at opnå en bestemt
kvælstofkoncentration i det pågældende vandområde. Vandplanernes
målsætning er derimod reduktion af “kvælstofbelastningen”, som kun
omfatter den udledte mængde til recipienten og er en irrelevant
størrelse for tilstanden i recipienten, netop fordi økosystemet
løbende regulerer kvælstofkoncentrationen gennem udveksling med
atmosfæren. Men også fordi den udledte mængde (i tons) ikke siger
noget om koncentrationen i recipienten, der udveksler vand og
næringsstoffer med tilstødende vandområder. Det hele er “elastik i
metermål”. Og hvis “ålegræsværktøjet” bruges oveni, er det totalt
useriøst.

 I områder med højt N/P (f.eks. Limfjorden) vil reduceret
kvælstofudledning kun betyde, at økosystemet vil reducere
denitrifikationen mv., og i områder med lavt N/P vil det betyde
dårligere vandmiljø med øget risiko for opblomstring af
kvælstoffikserende organismer, f.eks. den giftige Nodularia
spumigena, der producerer nyregiften nodularin.

 Poul Vejby-Sørensen pvs@lfbl.dk

 

 

Scroll to Top