Det begyndte med, at man lagde sig fast på en forkert
strategi. En logisk brist i ræsonnementet fik datidens
miljøbiologer til at stemme om “sandheden” i en såkaldt
konsensuskonference. Og “sandheden” blev af et “ukvalificeret”
flertal imod et “kvalificeret” mindretal fastlagt således, at
kvælstof blev betragtet som hovedansvarlig for alle
vandmiljøproblemer.
I 25 år har myndighederne fastholdt strategien som et
næsten religiøst dogme, der ikke kan diskuteres. DMU har f.eks.
nægtet at holde konference med verdenskendte udenlandske forskere.
Skiftende miljøministre og fødevareministre har set bort fra
økosystemets funktion og defineret “sandheden” som den strategi,
der var flertal for blandt danske miljøforskere. Men danske
miljøforskere i f.eks. DMU har ikke haft lov til at tale frit,
fordi ledelsen ikke tolererede “forskellige” udmeldinger. Derfor
har kravet i virkeligheden været: “Ret ind eller forsvind!”
Gennem årene har den forkerte, men “hellige” strategi medført
groteske krav for langt over 100 mia. kr.:
1) Vi renser spildevand til skrappere
kvælstofkrav end drikkevand.
2) Vi underforsyner vores fødevareproduktion
med næringsstoffer.
3) Vi kan ikke længere dyrke brødkorn af høj
kvalitet.
4) Vi kan i det hele taget ikke konkurrere med
vore naboer.
5) Vi har fået pålagt et “ålegræsværktøj”, som
beviseligt ikke duer – og som systemet selv erkender ikke duer!
6) Vi har fået vandplaner, der ødelægger det
danske kulturlandskab og sender kæmpearealer på 500.000 ha ned
under vandoverfladen eller ud af dyrkning. Det er en national
katastrofe!
På det seneste, hvor det faglige fundament efterhånden er
eroderet så kraftigt, at selv miljømyndighederne må erkende
skandalen, følger forvaltningen så op med nye groteske
initiativer:
1) I maj 2011 lykkedes det, at få nogle
politikere uden fingeren på pulsen til at ændre Miljømålslovens
klagebestemmelser, så miljømål og indsatsprogrammerne ikke længere
var omfattet af klageadgangen. Det skete på et tidspunkt,
hvor det mere end nogensinde var aktuelt at klage.
2) Her i begyndelsen af 2012 forsøgte systemet
så – med nye politikere ved roret – at gå et skridt videre og
fratage Natur- og Miljøklagenævnet dets sanktionsmuligheder (endda
med tilbagevirkende kraft) i forbindelse med klager over
vandplanerne, så planerne ikke kan underkendes. Det overtrumfer
nærmest, hvad Sovjet kunne præstere i sin tid.
Filosofien er åbenbart, at kan man ikke klare sig på
saglighedens bane, må man gribe til magtmisbrug. Men det er ved at
blive for lyst! Dansk miljøpolitik nærmer sig den ultimative
skandale!
Poul Vejby-Sørensen
Cand. agro.
Bæredygtigt Landbrug
