Et eventyr – frit fortolket fra Hans Christian Andersen (i aktuel ”forståelse”):
For mange år siden fik Danmark et ministerium for natur og miljø.
De grønne politikere holdt nemlig uhyre meget af naturen og ville give mange penge ud for at få indflydelse på den.
I den store stad, hvor de grønne holdt mange møder, gik det meget fornøjeligt til. Hver dag kom der mange fremmede. En dag kom der nogle bedragere; de gav sig ud for at være forskere og sagde, at de forstod at udarbejde den dejligste miljøpolitik, man kunne tænke sig. Ikke alene var deres teorier helt usædvanlige. De regnemodeller, de brugte for at lave deres planer, havde endvidere den forunderlige egenskab, at de var helt uforståelige for enhver politiker eller embedsmand, som ikke duede i sit embede, eller som var utilladelig dum.
Landmændene dur ikke til deres embede
“Det var jo nogle dejlige regnemodeller”, tænkte politikerne og embedsmændene; “ved at anvende dem, kunne vi komme efter, hvilke mænd (herunder landmænd) i riget, der ikke dur til det embede, de har. Vi kan kende de kloge fra de dumme! Ja, de regnemodeller må straks tages i anvendelse!” Og politikerne og embedsmændene gav bedragerne mange penge på hånden, for at de skulle udføre arbejdet.
De satte store computere op, og de regnede, men de havde ikke korrekte regnemodeller i computerne. Rask væk forlangte de flere bevillinger og fik det prægtigste guld, som de puttede i deres egen pose og regnede videre med de ukorrekte modeller – og det til langt ud på natten.
De sendte en mand med forstand
“Nu gad vi dog nok vide, hvor vidt de er med miljøplanerne!”, tænkte politikerne, men de var lidt underlige om hjertet ved at tænke på, at den, som var dum, eller slet passede til sit embede, ikke kunne forstå regnemodellerne. Nu troede de nok, at de ikke behøvede at være bange på egne vegne, men de ville dog sende nogle embedsmænd først for at se, hvorledes det stod sig. Alle mennesker i hele byen vidste, hvilken forunderlig kraft regnemodellerne havde, og alle var begærlige efter at se, hvor dårlig eller dum hans nabo var.
“Vi vil sende den ærlige departementschef hen til forskerne!”, tænkte politikerne, “han kan bedst se, hvorledes regnemodellerne tager sig ud, for han har forstand, og ingen passer sit embede bedre end han!”
Ingen forstod regnemodellerne
Nu gik den skikkelige departementschef hen til universitetet, hvor bedragerne sad og arbejdede med de forkerte modeller i computerne. “Gudbevares!”, tænkte departementschefen og spilede øjnene op! “Jeg kan jo ikke forstå regnemodellerne!” Men det sagde han ikke.
Bedragerne bad ham være så god at træde nærmere og spurgte, om det ikke var nogle smukke modeller og spændende miljøplaner. Så pegede de på computerskærmene, og den stakkels departementschef blev ved at spile øjnene op, men han kunne ikke forstå, hvad han så, for det var uforståeligt. “Herregud!”, tænkte han, “skulle jeg være dum! Det har jeg aldrig troet, og det må ingen mennesker vide! Skulle jeg ikke du til mit embede? Nej, det går ikke an, at jeg fortæller, at jeg ikke kan forstå noget!”
“Nå, du siger ikke noget om det!”, sagde en af forskerne.
“Oh, det er nydeligt! Ganske allerkæreste!”, sagde departementschefen og så igennem sine briller, “disse planer og disse grafer! Ja, jeg skal fortælle politikerne, at det behager mig særdeles!”
“Nå, det fornøjer os!”, sagde forskerne.
Flere penge til forskerne
Departementschefen hørte godt efter, for at han kunne sige det samme, når han kom hjem til politikerne, og det gjorde han.
Nu forlangte forskerne flere penge, større computere og særbevillinger til modelberegningerne. De stak det hele i lommerne, men de fortsatte med at bruge de forkerte modeller i computerne.
De grønne politikere sendte snart igen en anden skikkelig embedsmand hen for at se, hvorledes det gik med modelberegningerne, og om planerne snart var færdige. Det gik ham ligesom den første, han så og så, men kunne intet forstå.
“Ja, er det ikke nogle fantastiske resultater?”, sagde bedragerne og viste og forklarede de dejlige regnemodeller, som ingen forstod.
“Dum er jeg ikke,” tænkte embedsmanden, “det er altså mit gode embede, jeg ikke dur til? Det var løjerligt nok! Men det må man ikke lade sig mærke med!” Og så roste han beregningerne, han ikke forstod, og forsikrede dem sin glæde over de skønne regnemodeller, de flotte grafer og de fine udkast til vandområdeplaner. “Ja, det er ganske allerkæreste!”, sagde embedsmanden.
Alle mennesker i byen talte om de prægtige planer og flotte modeller. Modellerne var endda evalueret af nogle lærde mænd, som havde fundet, at planerne var dygtigt lavet, men dog ganske uegnede.
Smukt arbejde!
Nu ville de grønne politikere selv se nærmere på arbejdet med planerne. Med en skare af udsøgte mænd, herunder de to skikkelige embedsmænd, som før havde været der, gik de hen til de listige bedragere, der nu regnede af alle kræfter, men stadig med de forkerte modeller.
“Ja, er det ikke magnifik!”, sagde begge de skikkelige embedsmænd. “Vil politikerne se, hvilke regnemodeller, hvilke indsatskrav!” Og så pegede de på computerne, thi de troede, de andre vistnok kunne forstå beregningerne i planerne.
“Hvad for noget!”, tænkte politikerne, “vi forstår ingen ting! Det er jo forfærdeligt! Er vi dumme? Dur vi ikke til at være politikere? Det var det skrækkeligste, som kunne arrivere os!” – “Oh det er et meget smukt arbejde!”, sagde de grønne politikere, “det har vort allerhøjeste bifald!” Og de nikkede tilfredse og betragtede de fejlprogrammerede computere; de ville ikke sige, at de ingen ting forstod. Hele følget, de havde med sig, så og så, men fik ikke mere ud af det, end alle de andre, men de sagde ligesom politikerne, “oh det er skønt og grønt!” Og de rådede politikerne til at implementere de nye, prægtige vandområdeplaner.
“Det er magnifik! Nysseligt, excellent!” Gik det fra mund til mund, og man var alle sammen så inderligt fornøjede dermed. Departementet sørgede for, at bedragerne og deres håndlangere fik et ridderkors til at hænge i knaphullet og ærestitel af modelsnedker. Og det kom i avisen.
Gætterier og modelberegninger
Hele natten før planernes offentliggørelse sad bedragerne oppe med levende lys i vinduerne. Folk kunne se, de havde travlt med at få de grønne politikeres nye planer færdige. De lod, som om de kalkulerede og optimerede, selvom de i virkeligheden gættede og modelberegnede et referenceniveau og fabrikerede data, før de til sidst sagde: “Se nu er vandområdeplanerne færdige!”
Politikerne med deres fornemste kavalerer kom selv derhen, og bedragerne sagde: “Se, her er referenceniveauet! Her er regnemodellerne, her er ålegræsligningen, her er lysdæmpningen, her er landbrugets kvælstof, her er udslippet fra Fredericia Havn, ja – og her er hele miljøindsatsen!” Og således videre fort, men de omtalte ikke vandet fra kloakkerne – ikke engang nødtørftigt – for det ville ødelægge den gode stemning, tænkte de. “Det er så skønt og grønt! En herlig fornemmelse, men det er just dyden ved det!”
“Ja!” Sagde alle embedsmændene, men de forstod ingen ting, for der var ikke noget, der var forståeligt.
“Vil politikerne nu med selve ministeren i spidsen allernådigst behage at tage imod de nye miljøplaner!”
Det hele var skønt og grønt
Ministeren tog imod planerne, og bedragerne bar sig ad, ligesom om de forklarede ham hvert trin i regnemodellerne, som ingen forstod, og hvordan det blev til miljøplaner.
“Gud, hvor de planer er gode! Hvor virker det hele skønt og grønt!”, sagde de alle sammen. “Hvilke modeller! hvilke indsatskrav! Det er i sandhed en kostbar miljøpolitik!”
“Udenfor holder ministerbilen, som skal bringe ministeren ud til den grønne folkemængdes hyldest!”, sagde departementschefen.
“Ja, jeg er jo i stand!”, sagde ministeren. “Er miljøpolitikken ikke god?” Og så vendte han sig nok engang for spejlet! For det skulle nu lade ligesom om, han ret forstod sin miljøpolitik.
Så kørte ministeren gennem folkemængden, og alle mennesker på gaden og i vinduerne sagde: “Gud, hvor ministerens nye planer er mageløse! Hvilket dejligt slæb han pålægger landmændene at tage! Hvor er det alt sammen velsignet!” Ingen ville lade sig mærke med, at han intet forstod, for så havde han jo ikke duet i sit embede, eller været meget dum. Ingen af regeringens øvrige planer havde gjort sådan lykke.
“Planerne hænger ikke sammen!”
“Men planerne hænger jo ikke sammen, og de mangler dokumentation!”, råbte en ny lille organisation. “Herregud, hør den uskyldiges røst,” sagde den gamle større organisation; men den ene hviskede til den anden, hvad den ny organisation sagde.
“Men planerne hænger jo ikke sammen, og de mangler dokumentation!”, råbte til sidst hele folket. Det krøb i ministeren, thi han syntes, de havde ret, men han tænkte som så: “Nu må jeg holde perioden ud.”
Og de grønne politikere bar den grønne miljøpolitik igennem, selv om den slet ikke hang sammen eller var dokumenteret.
Og i øvrigt var den hverken fagligt eller juridisk korrekt!
