Videnbaseret landbrug er bedst for biodiversiteten

Effektivt landbrug på begrænsede arealer er langt bedre for vilde dyr og planter, viser studier

img_0419

Skal vi på én gang skaffe mad til den stigende befolkning i verden og bevare størst mulig biologisk diversitet, altså flest mulige vilde dyre- og plantearter, så er den bedste løsning, at vi fremmer et effektivt, videnbaseret landbrug og ikke økologisk landbrug. 

Økologisk landbrug er så ineffektivt, at det kræver meget mere dyrket jord – som så fortrænger vilde dyr og planter.

Modellen er brugt på alle fem kontinenter

Det er konklusionen på et større studie, uarbejdet af et hold forskere under ledelse af professor Andrew Balmford fra Cambridge Universitet i England. Studiet er offentliggjort i tidsskriftet Nature Sustainability (siderne 477-485).

Forskerne har set på to scenarier. Det første går ud på at dyrke jorden ekstensivt (økologisk) og så at sige dele det dyrkede med vilde dyr og planter. Det andet handler om at øge fødevare-produktionen på mindre jord og overlade større områder helt til dyre- og planteliv. 

Forskerne har brugt modellen på alle fem kontinenter, og har målt på forskellige biotoper og 2.000 forskellige dyrearter, lige fra fugle til vårfluer. Og konklusionen er, at effektivt landbrug på begrænsede arealer er langt bedre for vilde dyr og planter end blandings-formen mellem ekstensivt landbrug og plante- og dyreliv.

Vigtige spørgsmål

Studiets resultater stiller vigtige spørgsmål – skriver forskerne: 

Er der andre konsekvenser af højt-udbytte og lav-udbytte landbrug, hvordan skal man forøge udbyttet og samtidig formindske konsekvenserne for miljøet, og hvordan skal man sikre, at der samtidig med effektiviseringen af landbruget sikres jord til naturen? Studiet finder også, at det skam er muligt at skaffe mad til 9 milliarder mennesker på kloden, samtidig med at man opretholder meget af den vilde natur. 

(Artiklen har også været bragt på www.nbnews.dk – og bringes efter aftale med nyhedssitet ligeledes på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside. Du kan læse originalversionen HER).

Scroll to Top