Stolthed over erhvervet fremfor usande myter, tak!

Udgivet 6. november 2018 - kommentarer:
Stolthed over erhvervet fremfor usande myter, tak!

BL's direktør giver svar på tiltale til journalist Lotte Malene Ruby - som mener, at landbrugets organisationer virker ligeglade med dyr, miljø, kvalitet, lovgivning og forbrugere

Af Hans Aarestrup, direktør for Bæredygtigt Landbrug

Kære Lotte Malene Ruby.

Foreningen Verdens Bedste Fødevarer, som du lige er blevet medlem af, har et rammende navn – vi producerer rent faktisk verdens bedste fødevarer, og du kan roligt spise dem og være stolt af de landmænd, som har produceret dem.

Er der en erhvervsgruppe, som har taget ansvar, været omstillingsparat og visionær de seneste mange år, er det danske landmænd:

Vi har således mangedoblet produktionen og samtidig mindsket udledningerne og miljøbelastningen betydeligt! Der indføres uafbrudt ny teknologi, miljøvenlige dyrkningsmetoder, moderne staldsystemer, og produktionen omlægges på forskellige fronter, samtidig med at der satses på vildtstriber og meget andet til glæde for natur og miljø – hele tiden fornyer vi os.

Skal bypesticider begrænse landbrugsdrift?

Og lad nu være med at male fanden på væggen med udokumenterede skrækscenarier om multiresistente bakterier, insektdød samt pesticidrester i drikkevandet:

Antibiotikaforbruget i den danske svineproduktion er eksempelvis blandt de laveste i hele verden – så lavt, at udenlandske videnskabsfolk ligefrem valfarter til Danmark for at se, hvordan i alverden det kan lade sig gøre at have et så lavt antibiotikaforbrug (det er i øvrigt faldet yderligere ifølge den seneste opgørelse).

Naturligvis skal vi passe godt på både jord, vand og helbred – men der er ingen grund til at bekæmpe brugen af gode og effektive kemiske hjælpemidler. Danske landmænd bruger kun planteværnsmidler, der er godkendt af Miljøstyrelsen – netop fordi disse stoffer ikke er skadelige for hverken drikkevand eller bier. De pesticider, der med jævne mellemrum findes små og ubetydelige rester af i vandet, skyldes fortrinsvis fortidens synder. Nogle vandværker er begyndt at rense deres drikkevand, men det skyldes ifølge Naturstyrelsen bypesticider, industrikemi og naturlige stoffer – og vi kan forhåbentlig være enige om, at landmanden ikke skal begrænses i at beskytte afgrøderne som følge af midler, der intet har med moderne landbrugsdrift at gøre???

Hvorfor mon vi kan brødføde så mange mennesker?

I øvrigt: Hvis vi var ligeglade med forbrugerne, ville dansk landbrug næppe udgøre en så væsentlig faktor for dansk eksport og for livet i Produktions-Danmark udenfor hovedstaden: Hvordan tror du, vi kan brødføde Danmark og store dele af verden med vores produkter? Sidste år lød fødevareklyngens eksport på 166 milliarder kr. Langt størstedelen af fødevarerne er fra det konventionelle (moderne og vidensoptimerede) landbrug – og heldigvis for det: Det er nemlig den mest klimavenlige landbrugsproduktion, da den udnytter ressourcerne mest effektivt!

Vi producerer jo netop, hvad forbrugerne vil have, Lotte Malene Ruby. Dén mission kunne vi ikke opfylde uden den omstillingsparathed, der kendetegner danske landmænd.

Det er dejligt at kunne spise sig mæt i tryghed og med god samvittighed. Jeg gentager derfor mit råd til dig: Køb dansk – og vær gerne stolt af dansk landbrug.

Ordentlige rammevilkår skal sikre fødevareproduktionen

I Bæredygtigt Landbrug har vi ét eneste kald: At sikre den danske landmand retfærdige rammevilkår, så der også i fremtiden er basis for en bæredygtig fødevareproduktion i Danmark.

(Indlægget har også været bragt på Verdens Bedste Fødevarers hjemmeside. Dén version samt det oprindelige indlæg, som Hans Aarestrup svarer på, kan du læse HER).