Glæde over vandløbsliv i Ryå

Udgivet 1. november 2018 - kommentarer:
Glæde over vandløbsliv i Ryå

Oprensning giver tryghed for de lokale beboere samt nyt liv i åen, fortæller landmand Carsten Søborg om to nordjyske kommuners initiativ

Af Carsten Søborg, næstformand for Jammerbugt Vandløbslaug, Tranumvej 22, Birkelse, 9440 Aabybro

Det er med stor glæde, vi atter kan se Ryå på store strækninger løbe klukkende afsted.

Det giver liv som i gamle dage i og omkring vandløbet. Det sker, efter at Brønderslev og Jammerbugt Kommuner har renset op, så vandet atter kan løbe.

Gentagne oversvømmelser

I en periode har Ryå kun kunnet aftage 43 l pr. sekund pr. 100 ha opland. Det er under halvdelen af, hvad man i år 1900 regnede som god vandløbsskik. Dengang hed en grundregel, at et vandløb skulle kunne aftage 100 l vand pr. sekund pr. 100 ha.

Siden er regnmængderne steget betragteligt. Ryå har derfor slet ikke kunnet afvande tilstrækkeligt i en længere periode. Det har betydet gentagne oversvømmelser af kældre, huse, veje, haver og marker med store ødelæggelser til følge. Enkelte bredejere har måttet sejle fra deres hus. Det gælder bl.a. ejendommen på billedet, der var oversvømmet den 17.10.14. Beboerne kunne kun komme væk pr. båd. Vejene var ufremkommelige pga. oversvømmelser, og beboerne skulle væk fra det oversvømmede hus.

Beboere efterlades på en ø

Den situation ønsker ingen at opleve. Den kunne være undgået, hvis vandføringsevnen havde været på de 100 l pr. sekund pr. 100 ha. En sådan situation, hvor beboere i bogstavelig forstand efterlades på en ø, går i ganske betydeligt omfang ikke blot ud over den enkeltes tryghed og livsglæde, men giver også betydelige økonomiske tab.

Det er en helt uholdbar situation. Den skyldes for en stor del det firma, der har rådgivet kommunerne. Orbicon kendte måske nok til den gamle grundregel om, hvad et vandløb skal kunne afvande. Men deres modeller kunne ikke regne med modstand fra vandløbsvegetation. I indberetninger havde de også regnet sig frem til, at hvis bare Ryås vandstand ved udløbet var 1,4 meter UNDER Limfjordens vandstand, var alt i orden. Her hører al fornuft op. Det er kun på papiret, den slags kan gå – og det er foregået længe nok. Opmålingsdata viser, at dele af Ryå ikke har haft den vandføringsevne, som er bestemt af vandløbsregulativet for åen. Derfor har kommunerne pligt til at handle.

Det her viser, hvordan det kan gøres

Ryå har været underdimensioneret i årevis. Det betyder, at der opstrøms er et vældigt pres på brinkerne, og at vandløbet slider på brinkerne og medbringer store mængder af sand, der aflejres længere nede. Det giver store problemer. Det problem skal løses. En bund af tykt sand er ikke befordrende for hverken fisk, vandplanter eller andet liv i vandløbet. Men de fem km, hvor der nu er renset op, viser, hvordan det kan gøres. Det giver tryghed for beboerne og nyt liv i åen. Den situation skulle gerne blive permanent.

Tak til de to kommuner – arbejdet fortsætter forhåbentlig.

(Indlægget har også været bragt i avisen Nordjyske. Skribenten er medlem af Bæredygtigt Landbrug og har ligeledes ønsket teksten offentliggjort på BL's hjemmeside).