BL: Forbyd import af vildtkød!

Udgivet 19. september 2018 - kommentarer:
BL: Forbyd import af vildtkød!

Bæredygtigt Landbrug anmoder de offentlige myndigheder om at forbyde import af vildtkød, når der er risiko for svinepestinfektioner

Når afrikansk svinepest spreder sig, er der ofte tale om, at mennesker medbringer inficerede kødprodukter fra områder ramt af afrikansk svinepest, hvorefter vildsvin kan samle smitten op, hvis der efterlades madrester i naturen.

Da det kan være svært at se forskel på vildtkød, anmoder Bæredygtigt Landbrug nu de offentlige myndigheder om at forbyde al import af vildtkød, så længe der er risiko for, at der også importeres afrikansk svinepest.

Vigtigt redskab

Selvom smitten kun forekommer i vildsvin, er det nemlig for at undgå al tvivl og for at kunne håndtere et sådant forbud, nødvendigt med et totalt forbud mod vildtkød.

”Konsekvenserne af svinepest i Danmark ville være kolossale og frygtelige. Et forbud mod import af vildtkød er et vigtigt redskab, når det gælder om at sikre produktionen mod sygdommen”, siger Hans Aarestrup, direktør i Bæredygtigt Landbrug.

Man fraråder - men forbyder endnu ikke

Han understreger, at det ene tiltag ikke er nok.

”Vildsvinehegnet skal også bygges. Det gælder om at tage alle midler i brug, hvis sygdommen ikke skal forekomme i danske svinebesætninger”, siger han.

Lige nu fraråder myndighederne indførsel af kød fra flere svinepestramte lande, men der foreligger ikke et forbud.

Af Anders Lei, journalist@baeredygtigtlandbrug.dk