Ingen har som BL gjort oprør mod den ensidige kvælstof-fokus

Den juridiske kamp skal i dén grad bane vejen for en miljøregulering baseret på virkelighed fremfor på modeller og myter

Flemming Fuglede Jørgensen

Af Flemming Fuglede Jørgensen, formand for Bæredygtigt Landbrug, Trudslevvej 58, Løkken

Vores gode medlem, Jørn Rasmussen fra Vordingborg, er ved at miste tålmodigheden med myndighederne og opfordrer i et læserbrev i Effektivt Landbrug Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug til at skrue bissen på.

Kære Jørn: Tak for din opsang og dit engagement – og for altid at holde os til ilden! Jeg kan garantere dig for, at i vores bestyrelse er vi nøjagtig lige så utålmodige i forhold til og lige så uenige med den gældende miljøregulering. Ingen kan vist være i tvivl om, hvad BL mener om kvælstof som den evige skurk.

Stævningen er helt essentiel

Men, Jørn – hvor havde vi været henne uden BL?

Ingen – ingen overhovedet – har som os gentagne gange gjort politikere, embedsværk og offentlighed opmærksom på misforståelsen omkring kvælstofs rolle i naturens kredsløb. Husk ligeledes på, at vi stod bag stævningen mod staten for vandplanerne – et helt unikt sagsanlæg, hvor et samlet erhverv for første gang i Danmarkshistorien har stævnet myndighederne. Årsagen til stævningen er jo netop den ensidige kvælstof-fokusering!

Kampen fortsætter

Denne juridiske kamp må ikke undervurderes, for det er dét opgør, der kan bane vejen for miljøregulering baseret på virkelighed fremfor på modeller og myter. Vi har imidlertid ikke glemt kommunikationen i forhold til offentligheden, hvad de seneste dages debat om iltsvind også viser med al ønskelig tydelighed.

Kampen fortsætter, Jørn! Vi håber, at du også stadig er en del af den – for vi har brug for ildsjæle som dig!

(Indlægget har også været bragt i Effektivt Landbrug).

Scroll to Top