Useriøs vinkling på Folkemødet

Udgivet 22. juni 2018 - kommentarer:
Useriøs vinkling på Folkemødet

Alle steder er der store krav til, hvordan vi skal opføre os i landbruget – men det kniber med at se indad for mange brancher…

Af Peter Rosendal, bestyrelsesmedlem i Bæredygtigt Landbrug

Intet erhverv i Danmark vil tilsyneladende reguleres ligesom landbruget.

Dét må være konklusionen efter at have overværet adskillige debatter ved Folkemødet på Bornholm forleden.

Ingen steder overhovedet var der opbakning til en regulering hos de pågældende erhverv. Men kemi i landbruget skal vi tage alvorligt – selv om alle med forstand på området eksempelvis ved, at rødvin og kaffe selv i bittesmå mængder er farligere end drikkevand med overskridelser af grænseværdierne…

Ingen vil jo undvære kemien i dagligdagen

Alle steder – også ved debatterne i Allinge – er der store krav til, hvordan vi skal opføre os i landbruget. ”Hvordan kan vi undgå kemi i vores dagligdag?”, hed det blandt andet – uden at man for alvor forholdt sig til, at ingen af os jo vil undvære den dagligdags kemi, der strækker sig fra medicin over enzymer i fødevarer til rengøringsmidler, kropspleje, osv.

Forslag: Gør som godkendelse af planteværnsmidler

Til en debat om kemi i arbejdsmiljøet vendte ordstyreren sig pludselig mod mig – som ellers stod blandt publikum og absolut ikke var en del af panelet – og bad om en kommentar til, hvordan landbruget vil håndtere problemet med organisk støv. Jeg skal her påpege, at vi var 38 minutter fremme i en 60 minutter lang debat, og at ingen fra publikum hidtil var blevet inddraget.

Jeg forklarede, at jeg kun var kommet for at lytte, og at min viden om organisk støv ikke berettigede til en kvalificeret kommentar. Men så kunne jeg ikke lade være med at tilføje, at man på området kemi jo kunne prøve at følge de retningslinjer, som plantebeskyttelsesmidler bliver godkendt efter (nultolerance), og at erhvervet så eventuelt kan pålægges en kemiafgift, hvis man ikke retter sig efter nogle politisk bestemte grænseværdier fastsat efter følelsesmæssige kriterier. Staten kan derpå købe velfærd for den ene halvdel af kemiafgiftens indtægter og fantasiprojekter for den anden halvdel…

"Useriøst!"

Resultatet af forslaget var en hovedrysten fra alle paneldeltagere. ”Så useriøst kan man ikke behandle et så vigtigt emne”, lød det.

Nej, det var netop sådan, jeg tænkte ved mange af debatterne i Allinge!