Derfor har landbruget stævnet staten

Det er ikke rimeligt at gennemføre en så gennemgribende regulering i de forskellige vandområder på en så billig baggrund, forklarer BL's faglige direktør

jørgen-evald-jensen-torso-grøn-baggrund-1000-px

Af Jørgen Evald Jensen, faglig direktør, Bæredygtigt Landbrug, Munkholmvej 49, Poulstrup

Tirsdag den 29. og onsdag den 30. maj er skæbnedatoer for den danske landmand.

Her er en stor vandplanssag berammet i Vestre Landsret. For første gang nogensinde står et samlet dansk landbrug bag et sagsanlæg mod den danske stat.

Vi sagsøgere vil gøre vores yderste for at imødegå en braklægning af store dele af dansk landbrug og vil gøre gældende, at den danske implementering af EU’s regler strider mod EU’s eget regelsæt. Derfor vil vi forsøge at få sagen sendt videre til EU-Domstolen, der så skal tage stilling til, om planerne er ulovlige.

Mangelfuldt fagligt fundament

Bæredygtigt Landbrug stævnede staten for de omstridte vandområdeplaner allerede for halvandet år siden, og efterfølgende har andre landbrugsorganisationer, herunder også Landbrug & Fødevarer, tilsluttet sig sagen. Et samlet landbrug finder det faglige fundament bag planerne mangelfuldt, ligesom usikkerhed og fejlslutninger præger planernes tilblivelse. I planerne fokuseres der på kvælstof-reducerende tiltag i områder, hvor der ingen kvælstofproblemer er.

Modellerne, der anvendes, er fejlbehæftede og usikre. Det er ikke engang alle steder, man har konkrete målinger – og dér, hvor man har målinger, ved man bedre, og så bruger man i stedet metaanalyser, der er et gennemsnit fra andre områder.

Hvor er de nødvendige og lovpligtige konsekvensanalyser?

Det er ikke rimeligt at gennemføre en så gennemgribende regulering i de forskellige vandområder på dén baggrund – og det sker i øvrigt, uden at man har foretaget de nødvendige og lovpligtige konsekvensanalyser.

Nu forlanger dansk landbrug at blive reguleret såvel juridisk som fagligt korrekt – hvilket en dansk eller europæisk domstol forhåbentlig kan give os medhold i.

(Indlægget har også været bragt i flere medier).

Scroll to Top