Lær af tysk grundighed

Maskinbladets chefredaktør opfordrer de danske miljømyndigheder til at lade sig inspirere af deres tyske kolleger

20180301baeredygtigt-personale044

Af Rasmus Dalsgaard, chefredaktør for Maskinbladet

Som det fremgår af en artikel i den nyeste udgave af Maskinbladet, har man i det nordtyske område foretaget grundige målinger i vandmiljøet siden 1991 – og nogle steder endda meget længere tilbage.

Det giver et solidt fundament for den regulering, man foretager i forhold til landbruget og det øvrige erhvervsliv.

Danmark ligner et fagligt uland

Når man ser, hvordan den tyske grundighed har skabt et omfattende fundament af viden, må man nærmest karakterisere Danmark som et fagligt uland sammenlignet med vore tyske naboer.

I Danmark har myndigheder og visse eksperter forsøgt at opfinde deres egen dybe tallerken, og med udgangspunkt i tilsyneladende hjemmestrikkede modelberegninger uden basis i virkeligheden har man trukket den ene kvælstofregulering efter den anden ned over dansk landbrug.

Tysk grundighed – dansk selvtilstrækkelighed

Tysk grundighed står over for dansk selvtilstrækkelighed, når man ser, hvordan man i Slesvig-Holsten har baseret sin indsats på løbende analyser af vandet siden 1991, mens danske myndigheder har sin helt egen virkelighedsopfattelse, som man ikke lader forstyrre af den viden, som i årevis har været til stede hos vores naboer.

Det er tankevækkende, at Dr. Rasmus Thamsen finder det helt utænkeligt at regulere erhvervslivet uden at have viden om de faktiske forhold, mens danske myndigheder vælter regler og krav ud over danske landmænd, uden at tiltagene baseres på faktisk viden.

Det er også tankevækkende, at der ikke er problemer, når landbruget har højt udbytte, men at problemer som regel skyldes lavt udbytte. Og at de virkelige problemer findes i områder med stor menneskelig aktivitet som for eksempel turisme.

Det er også tankevækkende, at kvælstofgødning i Tyskland bruges til at forbedre vandkvaliteten i søer med problematisk vandkvalitet.

Det er også tankevækkende, at regnvand generelt har højere indhold af kvælstof end det, man kan måle i mange nordtyske vandløb.

Spørgsmålstegn ved dansk praksis

Den tyske tilgang er i det hele taget så markant anderledes end den danske, at det må være på tide, at der sættes spørgsmålstegn fra officiel side ved den danske praksis.

(Indlægget har også været bragt som leder i Maskinbladet).

Scroll to Top