En bæredygtig forening

Det er vigtigt, at råderet og ejendomsret hænger sammen, så ansvarlige landmænd kan producere fødevarer på en miljørigtig, moderne facon

formand

Af Flemming Fuglede Jørgensen, formand for Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug, Borupgård, Løkken

Det må være forårsluften, Ole Klottrup har fået galt i halsen, når han i flere aviser kan samle så mange misforståelser i ét eneste læserbrev. Indlægget blev gengivet den 4. april men skal nok ses som en forsinket aprilsnar.

Lad mig slå fast med det samme: Bæredygtighed er et dynamisk begreb, der passer godt til en dynamisk og faktasøgende forening som Bæredygtigt Landbrug. Vi bruger navnet med rette og med stolthed.

Rammevilkårene er nødt til at være i orden

Begrebet bæredygtighed har en økonomisk, social, etisk såvel som økologisk vinkel.

Det betyder, at landmanden skal kunne leve af sin produktion, derfor skal rammevilkårene være i orden for erhvervet. Erhvervet er en aktiv del af et moderne samfund, det producerer gode og sunde fødevarer til hele verden og leverer en jord til næste generation, der ikke er udpint, samtidig med at naturen trives.

Mere etisk korrekt end at lade fødevarer gå til

Derfor er det vigtigt, at råderet og ejendomsret hænger sammen, så ansvarlige landmænd kan producere fødevarer på en miljørigtig, moderne facon.

En privat organisation som Danmarks Naturfredningsforening skal ikke have eneret på at anlægge fredningssager, så der stilles spørgsmålstegn ved denne ret. Landbruget benytter moderne hjælpemidler, der er langt mere ugiftige end kaffe og rødvin, for at beskytte fødevarer fra at gå til. Det er langt mere etisk korrekt i et moderne samfund end at lade fødevarer gå til i såkaldt naturligt forfald.

Ikke selvtægt – men forsvar

At forsumpe jorden er et angreb på en frodig og blomstrende natur til gavn for bier og insekter og dermed for fuglene. Derfor er der ikke tale om selvtægt, når vandløb renses op – men om forsvar for en blomstrende natur og tørre marker.

At både viden og jord forsumpes, kæmper vi imod i Bæredygtigt Landbrug.

(Indlægget har været bragt i flere aviser).

Scroll to Top