Danmark har begrænset brugen af midler mod skadedyr

En længe ventet udtalelse fra det europæiske fødevaresikkerhedsagentur om neonikotinoiders påvirkning af bier er nu fremlagt. Dansk Planteværn bestrider ikke, at der kan findes en påvirkning, men mener, at risiko-scenarierne er mangelfulde

gravh_j-i-rapsmark-b_redygtigt-landbrug

Ifølge nye konklusioner fra EU’s fødevaresikkerhedsagentur EFSA er der en påvirkning af bier ved brugen af neonikotinoider, der benyttes i landbruget til at beskytte planterne mod angreb fra skadedyr.

Evalueringen er længe ventet og er en opfølgning på undersøgelser, der blev offentliggjort i 2013, hvorefter Europa-Kommissionen pålagde større kontrol med anvendelsen af ​​planteværnsmidler, der indeholder stofferne.

Intet bevis på indvirkning

Hos Dansk Planteværn – paraplyorganisation for planteværnsproducenter og importører – bestrider man ikke, at neonikotinoider kan have en negativ effekt på bier, men direktør i foreningen, Helle Græsted Bennedsen, deler ikke EFSA’s opfattelse af, hvor reel denne risiko er.

”Med de tilgængelige data er der ikke noget bevis for, at de nuværende restriktioner for brugen af neonikotinoider har haft en positiv indvirkning på bi-populationen i Europa”, siger Helle Græsted Bennedsen i en pressemeddelelse efter udtalelsen fra EFSA.

Landmanden har brug for at beskytte sine afgrøder

Med baggrund i den aktuelle debat om et muligt EU-forbud mod neonikotinoider vil Helle Græsted Bennedsen også slå fast, at de stærkeste virkende midler i Danmark kun er tilladt til brug i landbruget til behandling af frø før såning i efteråret, hvor en direkte påvirkning af bestøvere ikke finder sted.

Ifølge Dansk Planteværn har danske landmænd brug for at have adgang til en bred vifte af værktøjer til beskyttelse af deres afgrøder mod skadedyr og plantesygdomme, og ved at begrænse udvalget af værktøjer øges også risikoen for, at skadedyr udvikler resistens.

Ubetydelig – ifølge Miljøstyrelsen

I et svar fra Miljøstyrelsen fra 2017 fremgår det, at man i Danmark, blandt andet for at beskytte bier, ikke må benytte visse af midlerne til sprøjtning på friland. De er kun godkendt til anvendelse i lukkede væksthuse og til bejdsning af såsæd af afgrøder, der ikke er attraktive for honningbier, og hvor de efterfølgende afgrøder heller ikke er attraktive for bier.

’Herved vurderes, at eksponeringen af honningbier over for de problematiske neonikotinoider er ubetydelig’, lød det således fra Miljøstyrelsen.

Begrænsninger har negativ betydning

Ifølge European Crop Protection Association (ECPA) har de nuværende begrænsninger på brugen af neonikotinoider i EU allerede haft negative konsekvenser, ikke mindst for biernes adgang til blomster, idet det vurderes, at rapsudbytterne i EU er faldet med omkring 912.000 tons hvert år, siden restriktionerne blev indført.

Dansk Planteværn påpeger, at man forstår vigtigheden af ​​at sikre gode vilkår for bier og andre bestøvere, og derfor er planteværnsindustrien involveret i en række projekter på europæisk plan og i Danmark for at skabe bedre forhold for Europas bier.

Scroll to Top