Af Poul Vejby-Sørensen, cand.agro., ekstern rådgiver, Bæredygtigt Landbrug
I oktober 2017 meddelte klimaministeren, at det var aftalt med EU, at Danmark i sin CO2-opgørelse kan medregne optag i jord og skove.
Hvor er disse beregninger i vismændenes oplæg?
På fremmed grund
Det er tydeligt, at de gode vismænd i den grad er på fremmed grund, når de kaster sig ud i sammenhængen mellem klima og kvælstof.
Rent faktisk betyder reducerede kvælstofnormer også reduceret CO2-binding.
Tingene hænger sammen på følgende måde:
Vismændene læner sig op ad den hidtidige situation, hvor landbrugets klimamæssige betydning bliver mangelfuldt bedømt alene på udledningen af klimagas.
Derimod er planteproduktionens helt unikke evne til at fjerne CO2 fra atmosfæren og binde det i jordbundens kulstofpulje ikke blevet taget med i betragtning. Det er dette skæve regnskab, ministeren i oktober 2017 bebudede opretning på, ved at EU lavede en aftale om, at den målsatte reduktion af CO2-emissionen frem mod 2030 kan ske med indregning af kulstofoptag i jord og skove samt overførsel af ubrugte CO2-kvoter.
Hermed bliver CO2-regnskabet et mere korrekt regnskab, der illustrerer landbrugserhvervets reelle CO2-balance. Samtidig bliver det tydeliggjort, hvor vigtigt, det er at gødske korrekt og tilstrækkeligt – især med kvælstof. Gennem to årtier har tilførslen af kvælstof været reduceret gennem politiske indgreb baseret på de såkaldte kvælstofmodeller, som nu står over for en betydelig justering efter mange års massiv kritik – senest i forbindelse med den gennemførte internationale evaluering.
Lær af Sverige
Danmark har gode muligheder for at gøre en ekstra indsats for klimaet gennem en forbedring af CO2-regnskabet.
Langvarige analyser viser, at der i Sydsverige under forhold, der matcher danske forhold, kan bindes op til 1,7 kg kulstof (C) for hvert kg kvælstof (N), der tilføres i form af kunstgødning.
Som tommelfingerregel regnes med, at der bindes 1 kg C pr. kg tilført N i kunstgødning. Det gælder både for landbrug med husdyrbesætninger og landbrug uden husdyr, idet arealerne enten tilføres husdyrgødning eller planterester.
Det koster kvælstofnormerne
Kvælstofnormerne har kostet 6-7 mio. tons CO2 på klimaregnskabet.
I årene 1990–98 (lige inden kvælstofnormerne) faldt forbruget af kunstgødning med hele 40 kg N pr. ha. Dette fald skyldtes stigende udnyttelsesgrad af husdyrgødning som følge af skærpede og helt fornuftige regler for husdyrgødningens håndtering (bedre opbevaring, forårsudbringning og nedfældning).
Faldet i forbruget af kunstgødning viste på den ene side, at landbruget handler både rationelt og ansvarligt i forhold til de dyrkningsmæssige behov. Og faldet viste på den anden side, hvor stor betydning den forbedrede håndtering af husdyrgødningen havde.
Disse positive elementer forhindrede dog ikke politikerne i at indføre kvælstofnormer omkring 1998, hvorved de tvang kvælstofforbruget til fortsat fald, selv om der reelt var behov for en stigning på grund af potentiale for stigende udbytter.
Det vurderes, at forbruget af kunstgødning ville være steget med ca. 1,5 kg N pr. ha. pr. år efter 1998, hvis ikke kvælstofnormerne havde forhindret det. En sådan kvælstoftilførsel ville have genereret stigende udbytter og højere proteinindhold samt sikret bedre vinterafgrøder.
Gennem fagligt korrekt kvælstofanvendelse i stedet for normerne kunne landbruget endvidere have forbedret det danske CO2-regnskab med mindst 6-7 mio. tons CO2 i perioden.
Jo højere udbytte, desto større CO2-binding
Et vigtigt redskab til at klare CO2-målene er altså at gødske efter planternes behov, så CO2 kan hentes tilbage fra atmosfæren og lagres i jordens kulstofpulje. Jo højere udbytte, desto større CO2-binding.
Ved at tilpasse gødskningen til planternes næringsbehov i stedet for politiske vurderinger kan der rettes op på klimaregnskabet med 1 til 1,5 mio. tons CO2 pr. år.
Har vismændene tænkt over disse forhold?
(Indlægget har også været bragt som kommentar på www.altinget.dk – dén version kan du læse HER).
