BL: Azoler bør undersøges nærmere

Problemerne med svampeinfektioner, der er resistente overfor azoler, skal undersøges hurtigst muligt, mener faglig direktør i Bæredygtigt Landbrug, Jørgen Evald Jensen.

jørgen-evald-jensen-torso-grøn-baggrund-1000-px

Bæredygtigt Landbrug ser med alvor på problemerne med resistens overfor azoler i forbindelse med behandling af svampeinfektioner hos mennesker.

”Vi ser gerne, at Miljø- og Fødevareministeriet sætter sig sammen med Sundhedsministeriet og Erhvervsministeriet og undersøger området”, siger faglig direktør i Bæredygtigt Landbrug, Jørgen Evald Jensen.

Han mener, at myndighederne bør se nærmere på de problemer, der tilsyneladende er med brugen af azoler. DR havde i går et indslag om, at azoler kan medføre resistens, hvilket i sjældne tilfælde giver problemer i behandlingen af svampeinfektioner hos mennesker. Hvor stort problemet er vides ikke, da der ikke er nogen systematisk overvågning på området.

Svampeinfektioner, der er resistente overfor azoler, er farlige for mennesker, der i forvejen har et alvorligt svækket immunsystem. Det kan for eksempel være leukæmipatienter, organtransplanterede og mennesker med blodsygdomme.

Der er ikke dokumentation for, at der er en forbindelse mellem landbrugets brug af azoler og resistensen. Men der er heller ikke dokumentation for det modsatte. Og selvom resistensen sjældent forekommer, så er problemet stigende. Derfor mener Bæredygtigt Landbrug, at det bør undersøges nærmere. Hvis det viser sig, at der er en reel dokumentation for, at de midler som landbruget bruger er skyld i resistensen, så mener Jørgen Evald Jensen også, at industrien og landbruget må være konstruktive i deres tilgang til problemerne.

”Hvis vi er en del af problemet, så må vi også være en del af løsningen”, siger han.

Azoler bruges i en række brancher. De findes i maling, byggematerialer og tøj, og så bruges de i landbruget i svampemidler. De bliver brugt til bekæmpelse af svampesygdomme i afgrøderne og har derfor en vigtig funktion i landbruget. Det er vigtigt, at landbruget har effektive svampemidler til rådighed, da det ellers vil kunne være altødelæggende for planteproduktionen.

 Af Jens Sillesen, jsi@baeredygtigtlandbrug.dk

 

Scroll to Top