Bæredygtigt Landbrug blæser til kamp mod sprøjtefri zoner

Restriktioner kan ikke accepteres i områder, hvor der ikke er konkrete problemer, lød det torsdag eftermiddag på BL’s generalforsamling

Formand Flemming Fuglede fra Bæredygtigt Landbrug, som holder generalforsamling på Bygholm Landbrugsskole.

Kommune efter kommune lægger restriktioner på danske landmænd, også på arealer hvor der ikke er påvist problemer med eksempelvis grundvandet.

”På større og større områder etableres såkaldte gødnings- og sprøjtefri zoner. Det må høre op!”, sagde formand Flemming Fuglede Jørgensen, da han torsdag eftermiddag aflagde beretning på Bæredygtigt Landbrugs generalforsamling på Bygholm Landbrugsskole i Horsens.

Formanden understregede, at der naturligvis må skrides ind dér, hvor der måtte være målt konkrete problemer, men at de midler, der ind imellem findes bittesmå rester af i drikkevandet, er et resultat af fortidens synder. Hverken nitrat eller moderne pesticider udgør således nogen trussel mod grundvandet. Derfor accepterer Bæredygtigt Landbrug ikke, at landmændenes ejendomsret trin for trin skal kunne udhules af kommunerne.

Gode og sunde fødevarer som følge af kemi

”Hvis der ikke er konkrete problemer, skal der ikke være restriktioner. Hvis der alligevel kommer restriktioner, er vi parate til at bakke straffe-retssager op”, lød det fra Flemming Fuglede til de godt og vel 400 fremmødte landmænd i Horsens.

”Vi landmænd ser kemi som et hjælpemiddel, der giver en faglig mulighed for at producere gode og sunde fødevarer. På den måde fjerner vi de naturlige svampe-giftstoffer, der ellers kan genfindes i forbrugernes mel eller dyrenes lever. Vi redder afgrøder fra at gå til i insektangreb eller ukrudt. Også økologiske landmænd bruger kemi. Begge produktionsformer kan være stolte af deres produkter”, sagde han.

Dansk landbrug er en succes

Flemming Fuglede kaldte det samtidig en fantastisk succes, at dansk landbrug har mangedoblet produktionen siden begyndelsen af sidste århundrede – uden at øge udledningen af kvælstof. Han pointerede, at landbrugserhvervet forlanger at blive målt på præstationer og målbare konsekvenser, ikke på føleri:

”Vi er fødevareproducenter, som driver vores erhverv på faglig og forsvarlig vis. Sandheden er ilde hørt, og derfor har man forsøgt at isolere os og at tie os ihjel. Men hold ud, og bliv ved. Vi har bevist, at det nytter at protestere, at stå sammen, at sætte fagligheden i højsædet og at gå i retten”, sagde han.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk (tekst) og Jesper Voldgaard (foto)

Scroll to Top