“Der skal helt almindelige stemmer til – og det er jer!”

Jeppe Søe gav torsdag eftermiddag deltagerne på Bæredygtigt Landbrugs ekstraordinære generalforsamling en populær peptalk

soee4

Dansk landbrug har talt sig selv ned ved at tie. Og den enkelte landmand har ikke bare ret men også pligt til at blande sig i den offentlige debat om det ædle erhverv.

Det mener journalisten og debattøren Jeppe Søe, som torsdag eftermiddag gav omkring 150 fremmødte landmænd en peptalk. Det skete, da Bæredygtigt Landbrug havde inviteret til bl.a. ekstraordinær generalforsamling i forbindelse med messen NutriFair i Messe C Fredericia.

De traditionelle medier gengiver ikke virkeligheden

“Medierne har aldrig været så presset, som de er i dag. Mange af dem lever nu udelukkende af støtte. De er derfor som sårede dyr – og sådan nogle handler ikke normalt”, forklarede Jeppe Søe – der ligesom mange landmænd er trætte af fordommene og løgnene om især konventionelt landbrug.

“Tv-stationerne er nødt til at fokusere på de seere, der er flest af – og de bor ikke på landet. Den virkelighed, der kommer i fjernsynet, er derfor den virkelighed, byboerne vil have. Hvis vi vil have viden om landbrug ud til folket, er vi nødt til at få fortalt folket, hvad der er op og ned. Den folkeoplysning, som vi ellers bryster os sådan af i Danmark, er nemlig forsvundet”, tilføjede han.

Start gerne med en provokation

Jeppe Søe synes godt om Bæredygtigt Landbrug, der siden foreningens stiftelse i 2010 har sagt tingene på en ny måde og ikke har været bange for at gøre oprør mod den uretfærdige regulering af dansk landbrug.

“Men foreningen er kun en ramme. Der skal helt almindelige mennesker til for at fylde de rammer ud – og det er jer”, lød det fra Jeppe Søe i messecentrets lokale K1.

Han forklarede, at man – ligesom BL som organisation – godt kan få indflydelse ved at starte en provokation i en måske rå tone. I begyndelsen bliver man måske kaldt “ekstremist” eller det, der er værre.

“Men første gang BL vandt en retssag, blev folk lydhøre”, som Jeppe Søe formulerede det.

Tag kampen via facebook

Han opfordrede samtlige danske landmænd til at oprette en facebook-profil og via de sociale medier “undervise” befolkningen i landbrugsforhold.

“De sociale medier er blevet de vigtigste medier. For det er pludselig gået op for folk, at de ikke kan tro på alt, der kommer ud af de traditionelle medier. Nu har I hver især muligheden for at være medier og deltage i diverse debatter. Jeg elsker for eksempel at støde på landmænd, som via facebook viser, hvordan de drikker af deres eget drænvand”, sagde Jeppe Søe.

“Spørg jer selv engang imellem: Har jeg villet noget? Har jeg ændret noget? Har jeg turdet noget? Har jeg kommenteret Maria Reumert Gjerdings tåbelige udtalelser på TV2’s hjemmeside? Tænk, hvis vi allesammen herinde havde brugt hver fem minutter på dét. Og har jeg taget kampen, når jeg sad ved det dér sølvbryllup, hvor nogen talte dansk landbrug imod? Det er det, der skal til i en verden, hvor folk intet ved om fødevarer. I skal fylde viden på de steder, hvor den mangler. Det er viden, der skal til, og den viden sidder I inde med. Det vil være en kæmpe hjælp, at I blander jer, og gør I det ikke, forandrer tingene sig ikke. Der skal helt almindelige stemmer til – og det er jer! Den, der lever stille, lever ikke godt – vedkommende lever kort og bliver udryddet!”, lød opråbet fra Jeppe Søe.

Forsamlingen var enig:

“Der er virkelig brug for, at vi landmænd tager bladet fra munden. Og retorikken kan ikke blive for hård, hvis udsagnene ellers bygger på fakta”, lød det efterfølgende fra én af deltagerne, Erik Ugilt Hansen.

Vedtægtsændringer enstemmigt vedtaget

Efter Jeppe Søes opsang – der blev ledsaget af langvarige klapsalver – var der vedtægtsændringer på dagsordenen. BL’s nuværende grundlov er således ikke helt gearet til at håndtere den forening, som BL på få år er blevet til med næsten 4.000 medlemmer.

Ændringerne blev enstemmigt vedtaget og kan nu blive konfirmeret i forbindelse med BL’s ordinære generalforsamling på Bygholm Landbrugsskole i Horsens den 1. marts. Hvis det sker, er stemmeretten fremover forbeholdt basismedlemmer (og ikke pensionister, støttemedlemmer og medarbejdere). Derudover har bestyrelsen mulighed for at udpege kommitterede medlemmer, hvis man mener, at der er behov for ekstra hænder, ligesom formålsparagraffen er gjort mere tidssvarende.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk (tekst) og Jens Sillesen, jsi@baeredygtigtlandbrug.dk (foto)

Scroll to Top