Trods Landbrugspakken: Udledningen af nitrat falder

I år et efter Landbrugspakken viser de første tal, at der stik mod forudsigelserne er sket et fald i landbrugets nitratudledning

udledning-af-nitrat-n

De ville stige, sagde kritikerne. Men de første tal for udledningen af nitrat det første år efter Landbrugspakken er faldet. Det viser et notat fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet.

”For havbelastnings-oplandene ses, at den aktuelle nitrat-N-transport varierer mellem 15.800 og 17.300 tons N i perioden 2010-2014, steg i 2015 til 21.400 tons N, men faldt i 2016 igen til 17.600 tons N, stort set det samme niveau som i 2012 og 2014”, skriver DCE i notatet.

Det drejer sig om 77 havbelastnings-oplande. Altså områder i Danmark, der udleder næringsstoffer ud til de indre farvande i Danmark. Oplandene dækker 37 % af det danske areal.

BL-direktør: Selvfølgelig er udledningen lavere

”Det er ikke overraskende, selvfølgelig er udledningen lavere. Selvom der er givet mere gødning, så har planterne spist mere, og der har været mindre nedbør”, fortæller faglig direktør i Bæredygtigt Landbrug, Jørgen Evald Jensen.

Selvom han synes, at det er positivt, at der er sket et fald i udledningen fra de 77 havbelastnings-oplande, så peger han på, at det stadig er vigtigt, at fosfor spiller en rolle. Det er forholdet mellem kvælstof og fosfor, der er afgørende. Disse har DCE desværre ikke haft tid til at gennemgå.

Tal imødeset med stor spænding

Tallene er ekstra spændende, fordi Fødevare- og Landbrugspakken blev vedtaget i december 2015.

”Opgørelsen af N-transport for 2016 er imødeset med meget stor interesse, fordi 2016 er det første år, hvor der eventuelt kan være en effekt på N-transport af landbrugets merforbrug af kvælstofgødning, som blev tilladt, da Fødevare- og Landbrugspakken blev vedtaget i 2016”, skriver DCE.

Selvom tallene er positive for landbruget, er det dog for tidligt at drage endelige konklusioner. Tallene er ikke for hele Danmark, og de er ikke for hele vækstsæsonen 2016-2017. Der vil i 2018 komme tal for det hydrologiske år fra 1. juni 2016 til 31. maj 2017. Disse vil give et mere reelt billede af udviklingen.

Har intet med weekendens debat at gøre

Det er kommet frem, at der er usikkerhed om tallene for udledning til havmiljøet flere år tilbage. Dette berører dog ikke disse målinger.

”Det her har ikke noget med de fejlbehæftede tal, der har været et tema i medierne. Det her er udledningstal. Der, hvor der er problemer med tallene, er ude i det marine miljø – i saltvand”, fortæller Jørgen Evald Jensen.

Endelige beregninger afrapporteres i foråret

Denne udlægning bekræftes af DCE, der skriver:

”På grund af de fejlbehæftede data er det ikke muligt som normalt at beregne en samlet kvælstoftransport fra hele Danmark til kystvande, men kun en beregning af nitratandelen af kvælstoftransporten, som ifølge Miljøstyrelsens oplysninger ikke er fejlbehæftet. Derudover kan transporten på nuværende tidspunkt kun beregnes for knap 40 % af Danmarks areal”.

Man forventer, at de endelige beregninger af den totale kvælstof-transport til kystvande bliver afrapporteret i foråret 2018.

Af Jens Sillesen, jsi@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top