Ren besked om økologi til fremtidens journalister

Økologi er ikke det samme som at undgå sprøjtemidler, har Bæredygtigt Landbrugs faglige konsulent Stig Sandholt Andersen tidligere påpeget. Nu har han også forsvaret påstanden til faktatjek hos journaliststuderende

stig-og-kvinder-1

I en kompliceret fødevaredebat må journalister være på det rene med, hvordan tingene rent faktuelt stiller sig.

De må også stille kritiske spørgsmål til aktørerne. Det forstår de journaliststuderende på Syddansk Universitet i Odense, hvor de for nylig bad Bæredygtigt Landbrugs faglige konsulent Stig Sandholt Andersen om at møde frem og forsvare sin artikel ’Jo, økologer sprøjter også med pesticider’.

Artiklen er fra 13. november 2017 og kan læses HER.

Forkerte oplysninger blev imødegået af et faktatjek

De pågældende studerende havde læst, at man kunne undgå sprøjtemidler ved at købe økologisk. Der var med andre ord tale om information, der pegede i hver sin retning. Derfor var det aktuelt med et faktatjek.

”Jeg forsøger at oplyse den almindelige befolkning om, at der vitterligt bliver sprøjtet med pesticider, også i økologisk dyrkning. De midler, der anvendes økologisk, f.eks. pyrethriner, har samme virkning som et middel, der er syntetisk fremstillet og tilladt at anvende konventionelt,” uddybede Stig Sandholt Andersen på mødet i Odense.

Tvivlsomt postulat, at økologi fremmer biodiversiteten

Det er altså ikke sandt, at økologiske varer i indkøbskurven er nogen garanti for, at fødevarerne ikke er behandlet med pesticider. Noget må de behandles med for at undgå sygdom og skadedyr, så det økonomisk hænger sammen at producere. Det er i øvrigt et tvivlsomt postulat, at økologi fremmer biodiversiteten, tilføjede Stig Sandholt Andersen.

”For eksempel bruger økologer svovl til at bekæmpe skurv i æbler. Det er ikke et middel, som fungerer selektivt. Det vil sige, at svovlet også udrydder nyttige insekter på plantagen og dermed fjerner dem fra fødekæden,” sagde han.

Ofte bliver vrøvl taget for gode varer

Her fra Bæredygtigt Landbrug skal vi ikke tale på vegne af de studerende på Syddansk Universitet. Men vi tør godt sige, at vi altid sætter pris på at give kritisk tænkende journaliststuderende gode svar på deres gode spørgsmål – for resten også efter de er blevet uddannede.

”Vi har ofte set, hvordan alt muligt vrøvl fra bl.a. de økologiske organisationer er blevet helt ukritisk behandlet af pressefolk. Så det lover godt, når man møder nogle af fremtidens journalister, som er klar til at gå i dybden med stoffet og høre begge sider af sagen,” siger Stig Sandholt Andersen.

Til at belyse den anden side af denne sag har gruppen af studerende bedt Danmarks Naturfredningsforening om at få en repræsentant til Odense.

Du kan roligt købe danske landbrugsvarer

Stig Sandholt Andersen understreger i øvrigt, at de minimale doser af såkaldte sprøjterester, der måtte findes i danske fødevarer, befinder sig langt under de grænseværdier, som sundhedsmyndighederne har fastlagt.

“Man kan roligt købe og spise de landbrugsvarer, der produceres i Danmark, uanset om de er konventionelle eller økologiske. De er allesammen både sunde og sikre”, forsikrer Stig Sandholt Andersen.

Af Morten Okkels, mok@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top