Kammeradvokaten dropper COWI-rapport

Den omstridte COWI-rapport om indberetningerne til EU af nitrat i grundvandet kommer ikke med i retssagen om de reducerede gødningsnormer. Kammeradvokaten har sensationelt trukket den fra sagen efter indsigelse fra Bæredygtigt Landbrug

soenderby

Kammeradvokaten opgav uden kamp. Man ville end ikke lave et forsvar for, at COWI-rapporten var uafhængig, efter man fik processkriftet.

Statens advokat har således meddelt, at man dropper forsøget på at få COWI’s undersøgelse af indrapporteringerne af nitrat i grundvandet til EU med i retssagen om reduktionen af gødningsnormer.

Ikke en objektiv og uafhængig rapport

Kammeradvokaten, der fører sagen for Miljø- og Fødevareministeriet, har meddelt Vestre Landsret, at man alligevel ikke ønsker COWI-rapporten som en del af retssagen.

”Det er en deroute for deres plan med denne rapport. Det er ikke meget luft under vingerne for det synspunkt, at det er en objektiv og uafhængig rapport”, siger Bæredygtigt Landbrugs advokat Hans Sønderby.

Tilbagetrækning skyldes BL’s indsigelse

Kammeradvokaten havde ellers forsøgt at få COWI-rapporten ind i retssagen om gødsknings-restriktionerne den 14. september. Sagen er anlagt af Bæredygtigt Landbrug mod Miljø- og Fødevareministeriet. BL mener, at de reducerede normer har været uden faglig begrundelse.

”Kammeradvokaten må jo selv have vurderet, at de på baggrund af vores indsigelse ikke ville kunne få lov til at fremlægge det i retten, siden de trækker det”, siger Hans Sønderby.

Ifølge ministeriet kunne rapporten ellers beskrives som en ekstern analyse, en tredjeparts-vurdering. Det resulterede i en indsigelse fra Bæredygtigt Landbrug, hvor foreningen gjorde gældende, at rapporten ikke var uafhængig. Det byggede på en aktindsigt i tilblivelsen af rapporten, der viste, at COWI og ministeriet havde overtrådt en række af reglerne for processen, at indholdet ikke var uafhængigt, og at armslængdeprincippet var overtrådt – det var myndighedernes forsøg på at rense sig selv. Samtidig fik Kammeradvokaten lov til at komme med kommentarer og rettelser, uden disse blev fremlagt offentligt. Dette foregik, inden andre interessenter fik mulighed for at se et udkast af rapporten.

Det vil sige, at Kammeradvokaten reelt har været indblandet i udarbejdelsen af den rapport, som de ville bruge i retssagen som en uvildig rapport.

Advokat husker intet fortilfælde

Tilbagetrækningen af rapporten kommer blot to dage efter, at Vestre Landsret gav Kammeradvokaten to uger til at komme med et modsvar på Bæredygtigt Landbrugs indsigelse. Fristen var 6. november, men Kammeradvokaten skulle altså ikke bruge så længe på at træffe afgørelsen.

 Det er højst usædvanligt, at Kammeradvokaten trækker et dokument på denne måde.

”Jeg mindes ikke, at staten nogensinde før har trukket en rapport, der skulle fremstå som en uafhængig undersøgelse fra en tredjepart”, fortæller Hans Sønderby.

Vægtigt argument er dermed forduftet

Rapporten var ellers et vægtigt argument i retssagen. Det skulle fremstå som en uvildig blåstempling af Miljøstyrelsen og GEUS’ indberetninger til EU. Dette er nu skudt i grus. Indberetningerne er Kammeradvokatens hovedargument for at indføre reducerede gødningsnormer.

Kammeradvokaten undskylder sig med, at andre dokumenter er vigtigere:

”De centrale dokumenter for retssagen er imidlertid selve indberetningerne samt rapporterne om grundvandsovervågningen og landeovervågningen, der ligeledes er fremlagt i retssagen. De sagsøgte har derfor besluttet at tilbagekalde fremlæggelsen af bilag AAM”.

Redegørelse skulle være undervejs

Det er stadig til debat i Folketinget, hvorvidt rapporten er uafhængig. Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) har lovet formand for Miljø- og Fødevareudvalget, Pia Adelsteen (DF), en redegørelse i den nærmeste fremtid.

Af Jens Sillesen, jsi@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top