Glyphosat frikendt – igen!

Udgivet 13. september 2017 - kommentarer:
Glyphosat frikendt – igen!

Ifølge ny rapport er aktivstoffet i Roundup ikke hormonforstyrrende – ligesom det heller ikke er kræftfremkaldende

Aktivstoffet i Roundup – glyphosat – er tidligere blevet frikendt for at være kræftfremkaldende. Nu konkluderer EU’s fødevaresikkerhedsagentur, EFSA, også, at glyphosat heller ikke er hormonforstyrrende.

”Det bekræfter jo bare, hvad de danske miljømyndigheder hele tiden har fastslået. Der er – som vi også har sagt i Bæredygtigt Landbrug – intet at komme efter. Midlet var naturligvis aldrig blevet godkendt og tilladt, hvis det var det mindste farligt”, fortæller Jørgen Evald Jensen, faglig direktør i Bæredygtigt Landbrug.

Godkendelse er forlænget i 10 år

Ifølge Landbrugsavisen havde EU-Kommissionen bedt EFSA lave en stor undersøgelse på baggrund af, at en række lande har været kritiske overfor aktivstoffet i Roundup – der er et af de mest brugte planteværn i landbruget.

EU-Kommissionen har lagt op til at forlænge glyphosats godkendelse i 10 år – selv om aktivstoffer normalt får forlænget godkendelsen for 15 år ad gangen. Især i Frankrig har der været kraftig modstand mod glyphosat-godkendelsen.

BL: Vi vil ikke bruge farlige stoffer

Ifølge Jørgen Evald Jensen løber modstanderne af glyphosat nu efterhånden tør for gode argumenter. Han håber, at selv stædige kritikere med den nye rapport vil indse, at der ikke er grund til at skræmme danskerne og europæerne med usande og udokumenterede postulater om et både skånsomt og effektivt ukrudtsmiddel. Og han understreger i øvrigt, at den enkelte landmand ikke har nogen som helst interesse i at bruge farlige stoffer:

”Landmanden er da om nogen tæt på det pågældende produkt. Vi har tillid til, at de kloge folk, som godkender planteværnsmidler herhjemme, gør deres arbejde ordentligt”, lyder det fra BL’s faglige direktør.

Det skrappeste kontrolsystem i Europa er det danske

BL’s faglige konsulent Stig Sandholt Andersen påpeger, at dansk landbrug producerer både de sundeste og sikreste fødevarer med det laveste indhold af pesticider:

”Vi har i Danmark det skrappeste kontrolsystem i Europa, når det handler om at godkende pesticider”, fortæller Stig Sandholt Andersen.

Mere gift i én kop kaffe...

Professor i miljøkemi, Nina Cedergreen, har tidligere udtalt, at en dansker indtager flere pesticider ved at drikke én kop kaffe – end der er i alt det vand, den pågældende person indtager i løbet af et helt liv. Se artiklen HER.

Du kan læse Landbrugsavisens artikel om den nye rapport HER.

Rapporten, der frifinder glyphosat for at være hormonforstyrrende, er HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk