BL til kamp mod forsumpning: Styrelse må tage fat i kommuner

Chefjurist Nikolaj Schulz har skrevet til Landbrugsstyrelsens direktør, fordi slåningsfrist umuligt kan overholdes alle steder

forsumpning-nordjylland-1000px

Mange landbrugsarealer er så forsumpede, at det ikke er muligt at opretholde landbrugsaktivitet på markerne og dermed heller ikke at overholde slåningsfristen den 15. september.

”Når vores medlemmer søger om landbrugsstøtte, er det for det første ikke muligt at forudsige, hvilke arealer der vil være forsumpede i efteråret. For det andet skyldes forsumpningen som oftest ikke forhold hos landmanden, men derimod utilstrækkelig vandløbsvedligeholdelse”, fortæller Bæredygtigt Landbrugs chefjurist Nikolaj Schulz.

Risikerer nedsat landbrugsstøtte

Han har derfor skrevet til Landbrugsstyrelsens direktør Jette Pedersen for at gøre opmærksom på problemerne med forsumpede og våde marker. Især de vandløbsnære arealer er en meget stor udfordring for BL’s medlemmer:

”Hvis der kommer kontrol på arealerne, risikerer vores medlemmer at få underkendt de vandlidende arealer som støtteberettigede. Et kontrolbesøg fra jer vil formentlig resultere i nedsættelse af landbrugsstøtten og tilhørende betalingsrettigheder samt eventuelt en ekstra sanktion, hvis det samlede areal er tilstrækkeligt stort”, hedder det i brevet til direktøren.

Tvivlen bør komme landmanden til gode

Nikolaj Schulz mener, at efterårets kontrol med sikkerhed vil resultere i en række unødige klagesager, medmindre Landbrugsstyrelsen lader tvivlen komme landmanden til gode. Han opfordrer desuden Landbrugsstyrelsen til at tage fat i KL og kommunerne:

”Der må simpelthen tages højde for den presserende problemstilling vedrørende kommunernes dårlige vandløbsvedligeholdelse”, forklarer Nikolaj Schulz – som samtidig gør opmærksom på den daværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens hyrdebrev til kommunerne om at vedligeholde vandløbene.

Læs BL’s chefjurists brev til Landbrugsstyrelsens direktør HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top