Landmandskommentar til Øko-debatten.

Udgivet 10. august 2017 - kommentarer:
Landmandskommentar til Øko-debatten

Som landmand der dyrker jorden og frembringer en masse lokalproducerede sunde fødevarer efter den sidste nye viden, er det mærkeligt, at følge den debat der er opstået efter at Vagn Lundsteen havde en udmærket kronik/indlæg.

Af Landmand Knud Jeppesen Jelling.

Han fortæller jo bare, at der ingen beviser er for, at de økologiske fødevarer er sundere, og at de fleste fremførte argumenter går mest på skræmmebilleder. Det er både fra Danmarks Naturfredningsforening, Økologisk Landsforening, visse politikere og andre meningsdannere, fremført af ukritiske journalister, i håbet om, at folk bliver ved at følge trop i troen på, at det er sandheden. 

Vagn Lundsteen sår ikke på noget tidspunkt tvivl om, at økologien er gennemreguleret og kontrolleret – det er moderne landbrug lige så meget. Og så kom der gang i debatten og de mange skræmmebilleder igen. Bl.a. at:

”Markerne er dyrket uden brug af kunstige bekæmpelsesmidler og kunstgødning”
Ja det er jo ligesom min far gjorde i hans unge dage i 50'erne, fordi midlerne ikke var til rådighed, så det er da ikke noget hokuspokus i.

Det er sproglig vrøvl, at kalde de gode og gennemkontrollerede bekæmpelsesmidler for kunstige. Det er nedværdigende og giver en unaturlig frygt. Alle midlerne er jo netop skabt til at gøre lige nøjagtig det, vi har brug for. Vi har midler, der er skabt til at beskytte planterne mod svampe(mug) i kernerne, der senere kan omdannes til toksiner i kornet. Disse er både usunde og kræftfremkaldende. Vrøvl at kalde disse midler negativt kunstige. Så er alle lægemidler jo også negativt kunstige – eller vores tandpasta som vi putter i munden.

Hele debatten om, at det er farligt at bruge kunstgødning, er også forfejlet. Selvfølgelig avles der mindre i øko-marker, når man kun tilfører halvdelen af de næringsstoffer, som planterne har brug for(madspild?). Det resulterer jo som bekendt også i, at planterne udsulter jorden for næringsstoffer år for år, og at planterne dermed også sulter, og deres immunforsvar over for skadedyr og sygdomme bliver svækket. Som alle ved, er det jo også det, der sker ved dyr og mennesker.

Det man kalder ”kunstig gødning”, og som vi moderne landmænd tilfører markerne for at udvikle sunde planter, er alt sammen naturligt forekommende næringsstoffer. Ligesom dyr og mennesker har planter også brug for forskellige næringsstoffer for at leve. Planter skal bruge mest kvælstof, og da den luft vi går og indånder indeholder 78% kvælstof, er det naturligt at udvinde det derfra. (Kløver, ærter m.fl. henter jo selv kvælstof fra luften - smart). Der bruges også en del fosfor og kali, som hentes naturligt op af jorden og forarbejdes, så planterne kan optage dem. Det gør salt jo også i stor stil, men det nævnes da ikke som kunstigt.

Så det man egentlig gør, er jo at man samler forskellige naturligt forekommende næringsstoffer i små piller som passer til planternes behov, og tilfører dem til planterne. Nøjagtig som man gøder sine stueplanter med Substral eller lignende. Ufatteligt at man fravælger det i økologiens hellige tegn.

Vitaminpiller er også forskellige naturlige ting, man samler i en pille – og putter i munden. Er det så også negativt kunstigt? Ja, de glider da ned og anbefales endda af læger.

Man glemmer også tit at fortælle om, at økologiske marker må modtage gylle, der kommer fra vore dyr, som er fodret med afgrøder fra os moderne landmænd. Det er de nødt til for at skaffe lidt mere næring til deres udsultede marker. De penge vi får for at sælge gyllen, bruger vi så til at købe gødningspiller til vore marker for. Dobbelt moral??

Og man glemmer også at fortælle at halm fra vore marker, der både er sprøjtet og gødet, gerne må bruges til at strø øko-dyr med. Så mere kunstigt og farligt er det vel ikke?
Og alle har også travlt med at fortælle at det økologiske areal er steget med 21 % fra 2015 til 2016 og at ”økologien buldrer derudaf”, også her støttet af ukritiske journalister. Tal er jo taknemlige, og ingen fortæller, at det fuldt omlagte areal var faldende i både 2013,14 og 15. Ja, arealet i 2016 er altså stadig noget mindre end det var i 2012 – så hvem buldrer? Iøvrigt var der 3700 økologiske bedrifter i 2003. Her 13 år senere i 2016 var tallet 3200 økologiske bedrifter. Det er jo også en slags tal. Så økologien har vel egentlig slået fejl? Derfor giver samfundet nu øget tilskud for at ”tvinge” flere over i at følge troen på øko, så det ikke går helt i stå.

Men som flere nævner, er jeg helt enig i, at dette ikke er en kritik af de arbejdsomme og dygtige økologiske landmænd, der arbejder for sagen. Det er bare ikke i orden, når der politisk drages tvivl og mistænkeliggøres om den måde, hvor trods alt 95% af jorden dyrkes på. Moderne landbrug har også udviklet sig i en meget grønnere retning de sidste 30 år. Og det vil det fortsætte med i fremtiden, så vi fortsat kan levere masser af gode og sunde fødevarer til ind- og udland.

Indlægget har været bragt i Jysk-fynske medier