Landbruget er virkelighedens medspiller

Bæredygtigt Landbrug er en reel medspiller – for Danmark, for lokalsamfundene og miljøet, lyder det i en kommentar til DN's præsident

gravh_j-i-rapsmark-b_redygtigt-landbrug

Af Flemming Fuglede Jørgensen, formand for Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug, Borupgård, Løkken

Præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening, Ella Maria Bisschop-Larsen, har haft historiebøgerne fremme i ferien.

Men hun har ikke studeret dem grundigt nok. I et indlæg i Nordjyske forleden skoser hun således hele landbruget for at ville løbe fra de tanker, der ligger i det papir, som foreningen Dansk Landbrug sendte ud i 2009 om Ægte Grøn Vækst.

Kritik af det papir har præsidenten ret i. Det er direkte forfejlet i sit indhold og den direkte årsag til, at vi oprettede Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug. Bæredygtigt Landbrug har siden arbejdet på at få landbruget reguleret juridisk og fagligt korrekt. Det er derfor med oprejst pande og med stolthed, at jeg, som formand for Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug, i dag kan udtale mig på vegne af hovedparten af produktionslandbruget i dagens Danmark og sige, at vi har bekæmpet de tanker, Bisschop-Larsen fremfører omkring Grøn Vækst fra første dag. De er simpelthen fagligt uforsvarlige og også juridisk angribelige.

Til kamp mod modeltyranniet

Samtidig stiller Bæredygtigt Landbrug meget store spørgsmålstegn ved det modeltyranni, der præger hele miljøreguleringen, og som Bisschop-Larsen henholder sig til. Det har ikke noget med virkeligheden at gøre. Her fokuseres blandt andet ensidigt på kvælstof og ikke på forholdet mellem kvælstof og fosfor, som i andre lande. Når den danske modelmedicin med begrænsning af kvælstof ikke virker – siger de danske modelmagere desværre: mere af samme slags. De burde i stedet måle virkelighedens verden, som også EU’s Vandrammedirektiv foreskriver.

Begrebet målrettet regulering har præsidenten fået helt galt i halsen. Målrettet regulering betyder, at man måler i virkeligheden og regulerer ud fra den. Præsidenten ser også bort fra, at de store udledninger af fosfor ikke kommer fra landbruget, men fra byernes spildevand. I de seneste Novana-rapporter er udledningen fra regnbetingede spildevands overløb justeret min. 50 % op. Det sker som følge af forbedret datagrundlag, det vil sige, at de store udledninger har været der hele tiden. Hidtil har landbruget automatisk og fejlagtigt fået skylden.

Glem det hypotetiske modelsamfund

Det skal understreges igen, at den eneste rigtige måde at regulere på, er ud fra virkelighedens verden og at gøre det fagligt og juridisk korrekt. Så vil Ella Maria Bisschop-Larsens hypotetiske modelsamfund blive kasseret.

Bæredygtigt Landbrug er en reel medspiller – for Danmark, for lokalsamfundene og miljøet. Bisschop-Larsens retorik lyder derimod som en enlig svanesang af dimensioner.

(Indlægget har været bragt i flere medier).

Scroll to Top