Tid til erkendelse, Kølster

Udgivet 6. juli 2017 - kommentarer:
Tid til erkendelse, Kølster

Økologisk Landsforenings formands vedholdende bashing af ikke-økologiske landmandskolleger er utålelig, hul og dobbeltmoralsk, lyder det i avisleder

Af Jacob Lund-Larsen, chefredaktør for Effektivt Landbrug

Danske økologiske fødevareproducenter gør for de flestes vedkommende et fantastisk stykke arbejde.

Og de producerer nogle produkter, der dagligt bidrager til glæde, mæthed og sundhed i hjem både i og uden for landets grænser.

Ligesom ikke-økologiske fødevarer gør det. De økologiske og de ikke-økologiske produkter finder naturligvis også vej til vore køleskabe og varehylder her på avisen. Sammen med de franske, spanske, italienske og græske lækkerier, der muligvis også finder vej til vore hjem her i sommerferieperioden, hvor horisonterne måske udvides en anelse på rejser.

Begrænset horisont hos den økologiske formand

Hos formanden for Økologisk Landsforening synes horisonten vanskelig at udvide, tyder det på. Per Kølster, som han hedder, langer nemlig nok engang ud efter sine landmandskolleger. Det sker i foreningens seneste blad, hvor Kølster svinger sig op til at skrive, at det er tid til erkendelse: ”Den erkendelse, der kan få os til mere radikalt og endegyldigt at indse, at der er noget riv rav ruskende galt, når det fuldt lovligt kan lade sig gøre at sprede farlige kemikalier ud over mere end halvdelen af det danske landskab systematisk igen og igen og igen. Det er i nænsomheden, i omsorgen og i kærligheden til vores natur, at vi kan forstå, det er forkert”, skriver altså Kølster. Han væmmes over, at fødevareproducenter kan finde på at beskytte deres avl og slå svampe og insekter ihjel.

Per Kølster har tidligere harceleret over sprogbrugen omkring kemikalier. ”Kald en spade for en spade – og sprøjtegift for sprøjtegift”, har han argumenteret for. Gift er nemlig noget, der får ting til at dø, har argumentet lydt. Sjovt nok gælder det bare ikke, når det er økologisk gift. Forstår vi. Cirka 11 pesticider må imidlertid gerne benyttes i økologisk jordbrug rundt om i Europa. Alle sammen sprøjtegifte, der er designet til at dræbe. Men det glemmer Kølster belejligt. Han glemmer også, at syntetisk fremstillet svovlkalk, kobber og andre skrappe sager systematisk hældes ud over økologiske produkter. Igen og igen og igen.

Hvad man ikke skilter med hos økologerne…

I Kølsters verden er en spade altså ikke en spade. Blot den er økologisk. Pyrethrin, der er en stærk kontaktbaseret og potentielt kræftfremkaldende nervegift, som systematisk benyttes i økologisk fødevareproduktion igen og igen og igen – slår alt krybende og flyvende ihjel – herunder også bier. Men det skilter man selvfølgelig ikke med i Økologisk Landsforening. Det ville da også være uklogt, for så kan man jo ikke over for de intetanende forbrugere holde moralens fane højt og gøre sig til talsmand for at: ”Det er i nænsomheden, i omsorgen og i kærligheden til vores natur, at vi kan forstå, det er forkert” - altså det her med at bruge gift og kemikalier.

Kald nu dén spade for en spade!

Kære Per Kølster, du er på mange måder et sympatisk menneske og en dygtig formand, der er god til at kommunikere. Men din vedholdende bashing af ikke-økologiske landmandskolleger er utålelig, hul og dobbeltmoralsk.

Nu ved vi godt, at dit svar til sådan nogen som os vil være, at I bare render rundt og bruger kærnemælk og den slags i den økologiske produktion. Du ved jo, Per, det er løgn. Kald nu en spade for en spade, som du selv siger. Lad os føre en fødevaredebat på et oplyst grundlag. Det betyder blandt andet, at de ting ved den økologiske produktion, der åbenbart ikke tåler dagens lys, fordi de ikke passer ind i et selvskabt verdensbillede, lægges åbent frem. Så frem med dine pesticider, dit kobber og din svovlkalk, der er basisk som wc-rens. Og frem med din nervegift pyrethrin, der er en dræber af guds nåde. For hvis disse ting er problematiske for fødevareproducent Poul, gælder det vel også for Per?

Det er i sandheden tid til erkendelse, Kølster. 

(Indlægget har også været bragt som leder i Effektivt Landbrug).