Ingen må lyve om at økologi er bedre eller sundere

Udgivet 5. juli 2017 - kommentarer:
Ingen må lyve om at økologi er bedre eller sundere

BL’s jurist lover at følge markedet i Danmark tæt efter opsigtsvækkende dom i Sverige – hvor Coop har fået forbud mod vildledende reklamekampagne

Coop i Sverige må ikke længere reklamere med, at økologiske varer er sundere end konventionelle. Og hvis dagligvaregiganten alligevel gør det, vanker der hver gang en bøde på en million svenske kroner.

Den klare afgørelse ved den såkaldte Patent- och marknadsdomstolen, der er en afdeling under Stockholms Tingsrätt, kan også få betydning for Danmark.

Det kan koste dyrt at sprede løgne om lovlige og sunde fødevarer

Bæredygtigt Landbrugs jurist Maiken Bak Jensen fastslår således, at butikskæder og andre aktører på markedet i Danmark er tvunget til at holde sig til sandheden, når de reklamerer for eksempelvis økologiske fødevarer:

”Herhjemme har vi jo også skrappe krav til markedsføring. Med den nye dom fra Sverige er det blevet endnu mere åbenlyst, hvor dyrt det kan blive for en butik eller en butikskæde at vildlede om lovlige og sunde fødevarer”, siger Maiken Bak Jensen.

”Jeg kan garantere for, at vi fortsat er opmærksomme på tilbudsaviser og markedsføringskampagner indenfor området. Vi kan godt engang imellem i Bæredygtigt Landbrug føle, at vi står ret alene i denne kamp – men den svenske afgørelse viser sort på hvidt, at der er grænser for, hvor langt man kan gå for at få sine varer solgt”, understreger juristen.

Intet videnskabeligt belæg for påstande i reklamekampagne

Sagen i Sverige omhandler reklamekampagnen ”Ekoeffekten”, der tager udgangspunkt i en familie, som blev bedt om udelukkende at spise økologisk i to uger, hvorefter familiemedlemmernes urin blev testet (Danmarks Naturfredningsforening har lavet en lignende kampagne herhjemme). Reklamerne kunne give indtryk af, at de økologiske varer var bedre og medførte færre sundhedsrisici end varer fremstillet af det moderne, videnbaserede landbrug. Dét udsagn var der ifølge retten ikke videnskabeligt belæg for, og dermed fik Svenskt Växtskydd (den svenske pendant til Dansk Planteværn) medhold ved markedsføringsdomstolen.

Økologien og grundvandet…

Også i Danmark viderebringer butikskæder ukorrekte påstande om danske fødevarer:

”Vidste du, at du beskytter vores grundvand, når du køber økologisk?”, lød det således omkring årsskiftet i en husstandsomdelt tilbudsavis fra Rema 1000. Et postulat, der mødte kraftig kritik fra Bæredygtigt Landbrug:

”Forbrugeren fik det indtryk, at moderne og videnbaseret fødevareproduktion – det konventionelle landbrug – skader grundvandet. Det er absolut ikke tilfældet, derfor handlede vi, som vi gjorde”, forklarer BL’s faglige konsulent Stig Sandholt Andersen.

Han henviser til, at alle sprøjtemidler herhjemme naturligvis er godkendt af Miljøstyrelsen, netop fordi midlerne opløses i de øvre jordlag og derfor ikke ender i grundvandet.

”De danske regler er endog ekstra skrappe. Og når der endelig spores rester i bore- eller drikkevandsprøver i Danmark, er der tale om midler, der ikke længere bruges, og som har været forbudt de seneste 20-25 år – altså fortidens synder. Disse midler har typisk slet ikke været brugt i landbruget men af bl.a. DSB, kommuner, boligselskaber og vandværker til eksempelvis ukrudtsbekæmpelse på befæstede arealer og endda rundt om vandboringer. Nuværende pesticider udgør ingen risiko for vores grundvand eller sundhed i øvrigt, hvilket Miljøstyrelsen bekræfter i de årlige rapporter om emnet. Derfor reagerer vi kraftigt, når vi opdager urigtige påstande i reklamer og lignende”, lyder det fra Stig Sandholt Andersen.

Krav om dokumentation eller tilbagetrækning

Rema 1000 forsvarede sig i sin tid med, at postulatet omkring økologi og grundvand stammede fra Økologisk Landsforening og ikke fra discountkæden selv, og at man ”ikke har stillet spørgsmålstegn ved, om udsagnet er dokumenteret eller ej, da vi betragter Økologisk Landsforening som en seriøs samarbejdspartner”.

Men dén melding holder ikke:

”Det mindste, man må kunne forlange af Rema 1000 og andre butikskæder, er enten at dokumentere eller tilbagetrække sådanne påstande i tilbudsaviser og kampagner. Ellers er der tale om vildledende markedsføring og en klar miskreditering af det konventionelle landbrug. Vi kommer til at følge det her meget tæt”, lover BL’s jurist Maiken Bak Jensen.

Ét simpelt råd

Stig Sandholt Andersen har ét klart budskab til de forbrugere, som har svært ved at hitte rede i de mange forskellige råd eller meldinger om fødevarers sundhed og sikkerhed:

”Køb dansk! Uanset om det er økologisk eller konventionelt. Vi har i Danmark det skrappeste kontrolsystem i Europa, når det handler om at godkende pesticider, og vi producerer både de sundeste og de sikreste fødevarer med det laveste indhold af pesticidrester”, siger BL’s faglige konsulent.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk