Vi har stævnet staten – vil L&F være med?

Bæredygtigt Landbrugs formand Flemming Fuglede Jørgensen kalder det et håbløst projekt for den enkelte landmand at bekæmpe statens vandområdeplaner. Derfor stævnede BL myndighederne allerede i slutningen af 2016

flemming-fuglede-til-gf

Af Flemming Fuglede Jørgensen, formand for Bæredygtigt Landbrug, Borupgaard, Løkken

Et lys er pludselig gået op for Martin Merrild. I sit nyhedsbrev forleden bekendtgjorde L&F’s formand, at de nye vandområdeplaner er ensbetydende med ”det glade vanvid”, fordi halvdelen af landbrugsarealerne risikerer at skulle braklægges.

I Bæredygtigt Landbrug er vi helt enige i den skarpe analyse. Men vi synes jo nok, den ankommer lidt sent til Axelborg.

Stævning skyldtes elendigt fundament

Allerede lillejuleaften 2016 stævnede BL staten for vandområdeplanerne. Vi indså på et tidligt tidspunkt, at det faglige fundament bag planerne er ikke-eksisterende. At usikkerhed og fejlslutninger præger planernes tilblivelse. Og at der eksempelvis fokuseres på kvælstof-reducerende tiltag i områder, hvor der ingen kvælstof-problemer er!

Et gennemgående problem er, at man i mange områder ikke har haft konkrete målinger. Her er der i stedet anvendt metaanalyser, der er et gennemsnit fra andre områder. Det er totalt uacceptabelt at gennemføre en så gennemgribende regulering i de forskellige vandområder på dén baggrund – og det sker, uden at man har foretaget de nødvendige og lovpligtige konsekvensanalyser, som man gør i andre EU-lande.

Landmænd landet over frygter helt forståeligt, at fordelene ved Landbrugspakken sættes over styr som følge af de nye vandplaner. Derfor har vi været nødt til at stævne myndighederne.

Den enkelte landmand har ikke en chance – derfor har den enkelte landmand BL!

”Vandplanerne kommer – kæmp for livet”, hedder overskriften i Martin Merrilds indlæg. Men den enkelte landmand har ikke en kinamands chance for at vinde over staten, dét opgør ville være komplet håbløst! Det er derfor, vi som organisation – via vores advokatfirma Sønderby Legal – har stævnet det daværende NaturErhvervstyrelsen samt Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning (SVANA) for de omstridte vandområdeplaner. Det juridiske spor er således åbenlyst den eneste vej at gå for at komme uretfærdighederne til livs.

Men hvorfor den pinlige nølen fra L&F? Ifølge Merrild vil landbrugs-mastodonten fra Axelborg nu ”forfølge hvert et hjørne i denne sag”, ”tage alle tænkelige midler i brug” og ”kæmpe fra kontor til kontor på Christiansborg og i regeringskontorerne”. Men det er jo tomme ord – mens vi andre handler.

Mens I var så ivrige efter at sidde på skødet af magthaverne, glemte I det vigtigste: At kæmpe for, at primær-landbruget bliver reguleret korrekt!

Vil L&F bakke op?

Min opfordring til L&F og Martin Merrild skal være:

Bak os op i vores stævning! Bliv en del af sagen – så vi står sammen i dansk landbrug og kæmper en fælles kamp om at blive behandlet ordentligt. Også selv om parnasset i de snørklede københavner-kontorer vrænger på næsen af vennerne i L&F.

Korrekt regulering, tak!

Skal store dele af landet virkelig lægges brak på grund af et problem, der ikke eksisterer?

Nej, vel?

Vi er trætte af konstruerede problemer udtænkt af grønne tænketanke. Vi er nødt til at begynde helt forfra, så landbruget bliver reguleret og kan arbejde under ordnede forhold på et både fagligt og juridisk korrekt grundlag.

(Indlægget har også været bragt i Effektivt Landbrug).

Scroll to Top