Utroværdig kulegravning

Udgivet 13. juni 2017 - kommentarer:
Utroværdig kulegravning

Undersøgelsen af nitrat-indberetningerne til EU er blevet ”overtaget” af de selvsamme folk, som har informeret direkte i modstrid med sandheden

Af Peter Bohsen Jensen, bestyrelsesmedlem i Bæredygtigt Landbrug, Bygaden 25, 7130 Juelsminde

Dansk landbrug er i adskillige år blevet reguleret forkert og for hårdt, fordi EU – ganske fejlagtigt – har haft det indtryk, at nitratindholdet var for højt i dansk grundvand.

Derfor gør miljø- og fødevareministeren rigtigt i at kulegrave de mangeårige indberetninger om nitratindholdet i dansk grundvand til EU. Måden, kulegravningen foregår på, virker desværre ganske utroværdig:

Hvorfor COWI?

For det første er opgaven lagt i hænderne på rådgivningsfirmaet COWI, der i forvejen har mange opgaver for staten og dermed indkasserer betragtelige honorarer fra de offentlige kasser. Således har COWI ingen interesse i at agere kritisk overfor staten. Hvor er al talen om armslængde-princippet?

For det andet skal COWI til lejligheden tilvejebringe sine oplysninger fra de selvsamme embedsmænd, som har misinformeret både politikere, EU og befolkning. Andre, herunder interesseorganisationer, er reelt frataget muligheden for at bidrage med materiale til undersøgelsen. Såfremt COWI udelukkende forsynes med information fra den personkreds, der i årtier har ”overset” det fagligt og juridisk korrekte grundlag, er opgaven nyttesløs. Kun få nærer tillid til den stab af embedsfolk, som nidkært – måske drevet af egen politisk dagsorden – selekterede målinger og data, så det for dem blev bekvemt.

Arrogant og uanstændigt

Således hviler grundlaget for landbrugets regulering på misvisende indberetninger. Derfor er det arrogant, grænsende til det uanstændige, at Miljøstyrelsens topembedsmænd med de skiftende (bort)forklaringer undervejs nu betegner fejlene som ubetydelige – disse fejl har forårsaget landbrugs-konkurser i hobetal.

Kulegravningen er blevet overtaget af de selvsamme folk, som har informeret direkte i modstrid med sandheden.

Der er kun én ting at gøre:

Få nu rettet de tal. Så vi kan få en dansk landbrugs-regulering på et korrekt fagligt og juridisk grundlag!