Et samlet landbrug

Udgivet 7. juli 2017 - kommentarer:
Et samlet landbrug

Lad os arbejde sammen for at få det paradigmeskifte, der lå i Landbrugspakken, gennemført – så vi fremover reguleres på målinger af virkeligheden

Af Alfred Tværsig Olesen, bestyrelsesmedlem i Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug, Tværsiggaard, Nørregade 53, Hornsyld

Landbruget er nu alvorligt trængt af store vandområdeplaner, der bygger på teoretiske tal og modelberegninger.

Derfor er det uhyre vigtigt, at et samlet landbrug kæmper for at undgå de teoretiske vandplaner og arbejder samlet for at få det paradigmeskifte, der lå i Landbrugspakken, gennemført – så vi fremover reguleres på målinger af virkeligheden.

Tilbage i 90’erne betød frygt for okkerproblematikken, at store dele af landbruget selv undsagde målingerne. Det var en fejl. Det må erkendes, og så må vi videre med målinger af virkeligheden.

Vi producerer sunde og gode fødevarer – dem er vi stolte af og vil gerne måles på. Vi vil også måles på vores reelle udledninger – og reguleres efter dem. Det vil betyde en oprejsning af landbruget, for vi kan sagtens stå på mål for vores landbrugspraksis på miljøområdet, når den bliver baseret på virkelighedens målinger. Lad os komme i gang. Det er første skridt til at få taget vandplanerne af bordet.