Thyge Nielsen ændrer anklagen – men også den nye anklage er en and!

Udgivet 10. maj 2017 - kommentarer:
Thyge Nielsen ændrer anklagen – men også den nye anklage er en and!

BL's chefjurist reagerer på spøjst læserbrev fra Erik Thyge Nielsen - hvor det pludselig ikke handler om inhabilitet men om dansk grundvand...

Af Nikolaj Schulz, chefjurist i Bæredygtigt Landbrug

Erik Thyge Nielsens læserbrev i Nordjyske (mandag den 8. maj) ændrer minsandten anklagen, men så kan man selvfølgelig også blive ved i evigheder...

Mit ærinde i mit læserbrev forleden var at understrege, at Bæredygtigt Landbrugs formand Flemming Fuglede Jørgensen er blevet totalt renset for en anklage om bl.a. korruption og inhabilitet i relation til fondsstøtte. Det må jeg regne med, at vi er enige om?

Nu flyttes anklagen pludselig til at omhandle selveste grundvandet. Anklagen fra Erik Thyge Nielsen går nu på, at grundvandet er smækfyldt med nitrat.

Her står Erik Thyge Nielsen dog ret alene med sine beskyldninger, for alle ved, at der måles mindre og mindre nitrat i det danske grundvand. Det store spørgsmål er, hvorfor det dog ikke er kommet ned til EU. Hvorfor er det ikke afrapporteret?

Det skal for en dag, og de rigtige tal skal afrapporteres.

Erik Thyge Nielsen skriver om bl.a. papegøjesnak. Men blandt dyrerigets mange fugle, der nu er omtalt, så er Erik Thyge Nielsens egen historie mest af alt en and!

(Indlægget har også været bragt i Nordjyske).