LA-ordfører presser minister i sag om BL-udelukkelse fra vandråd

Carsten Bach kalder det en åbenlys forkert beslutning at udelukke Bæredygtigt Landbrug fra Isefjord-Roskilde Vandråd

carsten-bach

Beslutningen om at udelukke Bæredygtigt Landbrug fra Isefjord-Roskilde Vandråd tages nu op på allerhøjeste politiske niveau.

Miljø- og fødevareordfører Carsten Bach (Liberal Alliance) har således ad to omgange spurgt miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) om den omstridte afgørelse. Og selv om ministeren ikke umiddelbart har tænkt sig at skride ind, fastholder LA-politikeren presset:

”Vi må og skal have omstødt den her helt åbenlyst forkerte beslutning”, siger Carsten Bach.

Beslutning truffet af embedsmænd

Baggrunden for den politiske indblanding er, at Isefjord-Roskilde Vandråd ikke ønsker at have BL indenfor dørene, når det skal afgøres, om de udpegede vandløb skal ud eller blive i vandplanerne.

Landmænd og lodsejere fra BL er ellers repræsenteret i samtlige landets vandråd undtagen dette ene. Beslutningen om udelukkelsen – truffet af embedsmænd i Lejre Kommune, der er sekretariatskommune for det pågældende sjællandske vandråd – kritiseres af BL. Blandt andet, fordi ikke færre end syv foreninger med tilknytning til hobbyfiskeri er blevet optaget i vandrådet, mens BL’s medlemmer, som rent faktisk lever af at dyrke jorden i området, altså ikke er velkomne.

”BL burde være selvskrevet!”

”Tallene taler simpelthen helt for sig selv: Bæredygtigt Landbrug har 124 medlemmer og har over 30.000 hektar jord i området. BL burde være et selvskrevet medlem af det pågældende vandråd”, mener Carsten Bach.

”Det skriger til himlen, at det ikke er tilfældet. Der er tydeligvis nogle politiserende embedsmænd i Lejre Kommune, som fuldstændig har misforstået deres rolle, når de ikke tilgodeser organisationer og landmænd, som er så involveret i det, der skal diskuteres. Jeg har næsten ikke ord for det. Det er en gåde for mig, hvordan man er nået frem til vandrådets nuværende sammensætning”, tilføjer han.

Minister vil ikke blande sig

Esben Lunde Larsen har nu svaret Carsten Bach, at han vil ”foreslå, at vi følger op på sammensætningen af vandrådene, når alle 23 vandråd er nedsat”, og at han ”ikke vil gå ind i den konkrete sammensætning af vandrådet for Isefjord og Roskilde Fjord, for rådet er sammensat indenfor de regler, der findes i bekendtgørelsen om vandråd”. Det fremgår dog af svaret fra miljø- og fødevareministeren, at Esben Lunde Larsen ”som overordnet princip synes, det er vigtigt, at landbrugs-interesser er repræsenteret i vandrådene”.

En udløber af Landbrugspakken

Carsten Bach er ikke tilfreds med svaret, fordi ministeren efter hans mening negligerer, at de lokale vandråds arbejde rent faktisk er en udløber af en national regulering:

”Det er i virkeligheden landspolitik, det her. For opgaverne i vandrådene skyldes jo det arbejde, der er blevet sat i gang af forligspartierne som følge af Landbrugspakken. Beslutningsprocessen indebærer, at vi mangler et nærstudie af forholdene i det enkelte vandløb. Derfor er det lidt trist, at ministeren ikke vil skære igennem og sætte sekretariats-kommunen på plads. Det er så oplagt, at de mange lodsejere i området, som BL har i medlemsskaren, også burde være repræsenteret rundt om bordet. Det er muligt, at beslutningen holder sig indenfor reglerne – men den holder sig i hvert fald ikke indenfor intentionerne”, siger Carsten Bach.

BL har kontaktet de 13 lokale miljøchefer

LA-ordføreren vil nu bakke BL op i forsøget på at få omstødt beslutningen – i relation til en henvendelse til de ansvarlige kommuner i området. BL’s faglige konsulent Stig Sandholt Andersen har således skrevet til de miljøtekniske chefer i samtlige 13 kommuner, der ligger i det pågældende vandområde.

”Det er vores måde at lægge pres på Isefjord-Roskilde Vandråd til at tage sagen op igen”, forklarer Stig Sandholt Andersen.

”Det er mærkeligt, at vandrådet ikke ønsker faglig repræsentation for lodsejere og landmænd, som har store interesser i og omkring vandløbene. Men hvis man kender BL ret, ved man, at vi ikke sådan giver op. Det er i dén forbindelse rart med opbakning fra en ordfører i et regeringsparti”, tilføjer den faglige konsulent.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top