Ministeriet giver sig selv positiv særbehandling

Miljø- og Fødevareministeriet har overtrådt EU-reglerne, da de lavede nye ændringer i vandplanerne

nikolaj-halmballeprofil

Miljø- og Fødevareministeriet har foretaget ændringer i vandplanerne. Ændringerne betyder, at en række vandløb skal have nye indsatsplaner, og der er desuden tilføjet et enkelt nyt vandløb. Bæredygtigt Landbrug har afgivet høringssvar om, at bekendtgørelsen må anses at være ugyldig.

”Ændringen i bekendtgørelsen er ugyldig, fordi ministeriet ikke har miljøvurderet ændringerne, og der er heller ikke foretaget habitatkonsekvensvurdering,” siger chefjurist, Nikolaj Schulz.

Overtrædelse af reglerne

Habitatkonsekvensvurdering skal dokumentere, at der ikke sker negativ indvirkning på dyre- og plantelivet i habitatområdet.

”Det er uacceptabelt, at staten ikke skal foretage alle de pligtige og nødvendige miljøvurderinger, som i øvrigt gælder for andre,” siger Nikolaj Schulz.

Dette er en klar overtrædelse af reglerne på området, mener han. Hvor reglerne bliver fulgt strengt i forhold til almindelige borgere, så giver ministeriet sig selv friere hænder.

”Sagen er, at hvis der sker en påvirkning, så skal der ske en habitatkonsekvensvurdering, uanset om ændringen er god eller dårlig for plante- eller dyrelivet. De manglende konsekvensvurderinger er i lodret strid med EU-retten, og det ligner en tabersag for staten,” siger Nikolaj Schulz.

To nyere domme fra EU-Domstolen udvider anvendelsesområdet for miljøvurderingen. Så der skal ikke kun ske miljøvurdering for planer, men også for retligt bindende regler, forklarer Nikolaj Schulz.

Dårlig stil af staten…

Dette betyder, at man altså ikke kan undlade at foretage en miljøvurdering ved at ’snige’ planer, der har betydning for landbrugets arealanvendelse, ind i retligt bindende regler.

”Det er uacceptabelt, at man vil tilføje nye vandløb og ændre indsatser for de eksisterende ind midt i en planperiode. Hvis staten tror, at retligt bindende regler skulle udgøre en retsbeskyttelse, så kan man åbenbart godt tro om. Men statens stil er åbenbart, at reglerne kan ændres efter for godt befindende,” siger Nikolaj Schulz.

Bæredygtigt Landbrug har afgivet høringssvar med kritik af manglende miljøvurdering og manglende habitatkonsekvensvurdering. Herudover stiller chefjuristen sig undrende overfor, at der ikke er sket partshøring.

Af Anders Melchiorsen, anm@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top