Imødegåelse af ministeriets pressemeddelelse og ministerens konklusion under samrådet, hvorefter den måde man gør tingene på i Danmark nu er blåstemplet af EU-kommissionen.
I pressemeddelelsen og på samrådet slog ministeren fast, at Kommissionen er enig i, at det Danmark gør vedrørende målinger og indberetninger, er korrekt. Det var der flere af MF’erne, som lagde meget vægt på. Eksempelvis fandt det konservative medlem Orla Østerby det meget væsentligt, at ministeren havde fået svar fra EU, som bekræftede, at Danmark gør det rigtigt, og at alt er i orden. Simon Kollerup tillagde det også betydning.
Men det giver spørgsmål og svar med Kommissionen ikke grundlag for at fastslå. Snarere tværtimod.
Ud fra den måde som svarene er blevet lagt ud på i ministeriets pressemeddelelse og i ministerens tale og svar på samrådet i går, kan man se, at Miljøstyrelsen bygger sin ”frifindelse” på en række forudsætninger, som man har indlagt i spørgsmålene. Som om at Kommissionen ved at svare på spørgsmålene bekræfter, at så er den måde man har gjort det på i Danmark i orden.
Det er der ikke grundlag for at konkludere.
For de steder, hvor der i Miljøstyrelsens spørgsmål elegant er indlagt nogle konkrete forudsætninger, som relaterer sig til det danske systems indretning (spørgsmål 2 og 3), og som hvis Kommissionen havde svaret med et ja, undlader Kommissionen konsekvent at ”gå i fælden”. Kommissionen undlader således at bekræfte forudsætningerne i de stillede spørgsmål, så det er mere nærliggende at sige, at Kommissionen er uenig end enig med de danske myndigheders forvaltning. Kommissionen holder sig til at bekræfte dét, der står i direktivet, selvom Miljøstyrelsen med sine spørgsmål forsøger at trække Kommissionen over til at godkende noget, som man skal forstå er miljøstyrelsens opfattelse af, hvordan det danske moniteringssystem er indrettet – dets væsentligste karakteristika.
Spørgsmålene er ikke korte og præcise, og flere er både lange og kryptiske, og Kommissionen svarer da heller ikke med et ja på nogen af spørgsmålene. Det forhold, at Kommissionen overhovedet svarer på et spørgsmål eller svarer delvist bekræftende, kan derfor ikke i sig selv bruges til at sige, at alle de indlagte forudsætninger er godkendt af Kommissionen. Eller sagt med andre ord tager man munden alt for fuld, når man konkluderer, at Kommissionen nu godkender det, Danmark gør. Der er snarere belæg for at sige det modsatte.
Tværtimod afviser Kommissionen den indlysende blåstempling, som spørgsmålene lægger op til, når man sammenholder spørgsmålene med svarene.
F.eks. spørger man i spørgsmål 3 til, om det er i orden, at man løbende smider nulprøver ud og tilføjer udtag med nitratindhold. Det bekræfter Kommissionen ikke.
Miljøstyrelsens spørgsmål 3 lyder:
”Er det korrekt forstået, at medlemslandene selv bærer ansvaret for at tilpasse deres overvågningsnet løbende med henblik på at optimere deres evaluering af udviklingen af forurening af vand forårsaget af nitrater fra landbruget, og for bedre at kunne vurdere effektiviteten af deres respektive nitrathandlingsprogrammer ?”
Det, der svares fra Kommissionens side, er ikke det samme som det, der spørges til. Ovenfor er markeret det, der reelt spørges til, men som Kommissionen undlader at svare på. Reelt spørges til, om Kommissionen er enig i, at de 261 nulprøver kunne tages ud af indberetningen? Det er Kommissionen for det første naturligvis ikke enig i, og Kommissionen svarer da heller ikke på det. For det andet holder Kommissionen sig bare til at gengive indholdet af direktivet.
Svaret lyder sådan:
”I henhold til nitratdirektivet hviler ansvaret for at etablere vandovervågningsnet samt for at drive overvågningsprogrammer på de enkelte medlemslande.”
Altså svarer Kommissionen kun på, jf. direktivet, at medlemsstaterne har ansvar for at oprette og drive et overvågningsnet. Men Kommissionen bekræfter ikke, at målestationer skal løbende tages ud. Det vil sige, at Kommissionen ikke bekræfter noget, som kunne blåstemple det danske system. Det kan man godt forstå, at Kommissionen lader være med, for det er naturligvis en alvorlig problemstilling, når danske myndigheder ændrer i moniteringssystemet over tid. Endda med hundredvis af målinger.
Det hører med, at ministeren under samrådet forsvarede de ændrede moniteringssteder med, at der i indberetningerne til Kommissionen anføres sammenligningstal for målestationerne. Det vil sige, at man i indberetningerne kan se, hvordan tallene ville se ud, hvis man i stedet for at lave om i moniteringsstederne, havde undladt at lave om i moniteringsstederne og fastholdt målestederne som de var. Imidlertid er det kun den halve sandhed. Man kan ganske vist sammenligne med perioden før. Men det er i dag også den mindste del. De betydeligste forskelle er skjult. Man kan nemlig kun se sammenligningen med seneste periode. Således kan man f.eks. ikke i 2016 indberetningen se udtagene i 2003, hvor man begyndte at ændre i målestederne, selvom det var netop den forskel, som er den virkeligt relevante, nemlig de samlede korrektioner, som er lavet fra dengang systemet var uforandret og frem til nu. Det vil sige, at man som læser af indberetningen alligevel ikke kan sammenholde resultaterne i den forrige periode og længere tilbage – kun for den seneste periode.
Det er for så vidt forståeligt, at ministeriet gerne ville have haft Kommissionen til at bekræfte, at ministeriet har mulighed for løbende at skifte hundredvis af målepunkter ud af stationsnettet, for hvis det var sket, ville der være grundlag for den konklusion som man altså i pressemeddelelsen drager alligevel, men som der altså ikke er belæg for, nemlig at det som Danmark gør, er godkendt af Kommissionen. Men det gør Kommissionen altså ikke. Det er også forståeligt, at ministeren gerne vil give indtryk af, at man i indberetningerne viser betydningen af de ændringer man har lavet i moniteringsnettet. Selvom det er teknisk korrekt for den forudgående 4 års periode, er det end ikke den kvarte sandhed, for nitratdirektivet har eksisteret i 27 år.
Miljøstyrelsens spørgsmål 2 lyder:
”Er det korrekt forstået, at placering og dybde af målestederne i overvågningsprogrammet under nitratdirektivet skal udvælges med henblik på at opnå et repræsentativt billede af nitratforureningen i vand, der stammer fra landbruget, og at hensigten med overvågning under nitratdirektivet dermed ikke er at opnå et repræsentativt billede for al grundvand ?”
Kommissionens svar på dette spørgsmål blåstempler heller ikke den måde Danmark gør det på.
I første halvdel af spørgsmålet indlægges flere forudsætninger for, hvordan udvælgelsen af de danske målesteder blev udvalgt – og fortsat er udvalgt – med henblik på at opnå et repræsentativt billede af nitratforureningen. F.eks. forudsætter man bare uden videre, at det danske net er repræsentativt, men uden at beskrive hvordan for Kommissionen, som man jo ellers gerne vil have en blåstempling fra. Men det får man ikke.
I praksis skete udvælgelsen i Danmark af de 14 forskellige amter – ikke fra centralt statsligt hold. Udvælgelsen skete uden overordnet statslig definition af, hvorledes repræsentativitet skulle opnås, endsige uden at omtale repræsentativitet / instruere herom fra centralt hold. Desuden er flere hundrede målesteder blevet såkaldt ”hvilende”, og over 100 nye er indføjet højere oppe. Derfor er de forudsætninger, som spørgsmålet stilles under, efter Bæredygtigt Landbrugs vurdering ikke korrekte. Moniteringen bliver naturligvis ikke repræsentativ bare ved, at man lægger den forudsætning ind i et spørgsmål til EU-Kommissionen.
Dertil kommer, at Kommissionen i sit svar heller ikke godkender forudsætningerne, selvom de så havde passet på Danmarks måde at gøre det på. Kommissionen accepterer nemlig hverken valg af geografi eller dybder i det svar, som afgives.
Det vil sige, at Miljøstyrelsen ikke opnår en bekræftelse på, at den måde man har fravalgt nitratfrie områder på til brug for indberetningerne, er i orden.
Der er intet i svaret, som blåstempler.
Den sidste del af spørgsmålet om, at der er grundvand i Danmark, som ikke nødvendigvis overvåges, er ikke relevant, for det er der ikke uenighed om. Det giver ministeren ganske vist indtryk af på samrådet, at der er, men det er der naturligvis ikke. Det er en falsk diskussion at rejse. Det er Bæredygtigt Landbrugs vedholdende opfattelse, at der naturligvis er geografiske områder af landet, hvor det ikke giver mening at stille landbruget til regnskab for nitratindholdet i grundvandet. Det har aldrig været diskuteret på noget tidspunkt. Det giver især ikke giver mening at måle under Rundetårn, Musikhuset i Aarhus, H.C. Andersens Have i Odense m.fl.,, når dét det skal bruges til er at måle på omfanget af landbrugets forurening i dansk grundvand, så det er helt evident, at der er mange både store og små byområder i Danmark, hvor det ikke giver mening at måle. De forudsætninger, som er lagt ind i spørgsmålet, giver det et præg af, at Kommissionen ved at svare ja, bekræfter den danske måde at gøre tingene på, som også er den konklusion man i pressemeddelelsen drager og den konklusion som ministeren formidler under samrådet. Men for det første svarer Kommissionen ikke med et ja. For det andet holder Kommissionen sig ene og alene til dét alle er enige om står i direktivet. Igen er der væsentlig forskel på det, der spørges om og dét, der svares:
”Som angivet i punktet ovenfor, fastsætter nitratdirektivets artikel 5, stk. 6, at overvågning af vand bør ske med henblik på at kunne vurdere effektiviteten af de foranstaltninger, der er taget under handlingsprogrammerne. I denne sammenhæng bør overvågning tage sigte på omfanget af forurening af vand forårsaget af nitrater fra landbruget. Oprettelsen af andre overvågningsprogrammer, der dækker al grundvandets kvantitative tilstand, kemiske tilstand samt vurderingen af væsentlige, langsigtede udviklingstendenser for menneskeskabt forurening, er påkrævet under Vandrammedirektivet (Direktiv 2000/60/EF).”
Kommissionen tager altså ikke afstand fra nogen af de bærende synspunkter og væsentlige faglige og juridiske kritikpunkter som Bæredygtigt Landbrug har fremført.
Miljøstyrelsens spørgsmål 4 lyder:
”Er det korrekt forstået, at de 20 % af grundvandet, som er nævnt i svar til MEP Jørgen Dohrmann af 18. januar 2017 henviser til de 20 % af målesteder i grundvandet, som overvåges i Danmark, i henhold til nitratidirektivets artikel 5, stk. 6, som havde et maksimum nitratindhold, der overstiger 50 mg / i perioden 2008-2011. Når der henvises til grundvand i svaret, menes der grundvand, som overvåges under nitratdirektivet. Denne læsning forklarer henvisningen til rapportering i henhold til artikel 11 samt artikel 10 i fodnote 5 i svaret.”
Kommissionens svar udlægges, som om brevet til Dohrmann er trukket tilbage. Det er ikke tilfældet, og det kan man allerede konstatere ved, at det er end ikke dét, der spørges til.
Der er heller ingen tvist om det, der spørges til. Spørgsmålet indlægger en forudsætning om, at Bæredygtigt Landbrug er uenig i, hvor de 20 %, som omtales i brevet, kommer fra. Men det er der ingen uenighed om. Det er en falsk diskussion, for selvfølgelig kommer tallet fra Danmark. Det skriver Kommissionen også selv i teksten i brevet til Dohrmann. Det behøver man ikke lede i noterne for at læse sig frem til. Kommissionen skrev nemlig sådan her til Dohrmann:
”De officielle data, som Danmark har indrapporteret i henhold til artikel 10 i nitratdirektivet og vandområdeplanerne under vandrammedirektivet, viste, at landbruget er en central kilde til diffus forurening i Danmarks kystvande. De data, der blev indrapporteret i henhold til artikel 10 i nitratdirektivet, viste, at 20 % af grundvandet havde et indhold af nitrater på over 50 mg/l..”
Så der er altså ingen tvivl om, hvor de 20 % kommer fra. Og der lægges ikke med spørgsmålet til Kommissionen op til at ændre noget i brevet til Dohrmann. Derfor er det overraskende, at man kan udlægge dette som en bekræftelse på, at nu har Miljøstyrelsen ret i sin EU-retlige fortolkning og Bæredygtigt Landbrug tager fejl.
Det har intet på sig.
Dét, der er tvist om, er, om Kommissionen i de danske indberetninger har belæg for at sige, at 20 % af grundvandet indeholder mere end 50 mg per liter. Det har Kommissionen ifølge Bæredygtigt Landbrug. Dét striden står om, er nemlig, at myndighederne i 2009 indberetningen skrev, at de danske målestationer er repræsentative, og at det derfor giver Kommissionen grund til at tro, at de 20 % er repræsentativt for alt grundvand, som er omfattet af direktivets krav til monitering. Hvis man ser isoleret på 2013 indberetningen, som Kommissionen henviser til, er det ganske vist korrekt, at deri henviser myndighederne alene til deres målestationer. Men i 2009 indberetningen havde man sat lighedstegn mellem målestationerne og repræsentativitet, og derfor er det klart, at Kommissionen kun kan gå ud fra, at målestationerne stadig i 2013 er repræsentative.
Derfor bringer hverken spørgsmålet til Kommissionen eller svaret derfra noget nyt, og intet af det Kommissionen har oplyst til Dohrmann er trukket tilbage.
Miljøstyrelsens spørgsmål 1 lyder sådan:
”Er det korrekt, forstået, at medlemslande såsom Danmark, i henhold til nitratdirektivets artikel 5, stk.6, skal følge udviklingen i omfanget af forurening af vand, forårsaget af nitrater fra landbruget ?”
Dette spørgsmål og svar er måske det mest misvisende i forhold til sådan som det er blevet lagt ud. Svaret kan ikke tolkes til fordel for Miljøstyrelsen.
Spørgsmålet er for det første upræcist formuleret. Der er ikke angivet den parentes, som i direktivteksten definerer, hvor der skal måles på – det vi kalder måleobjektet. I direktivets parentes er anført, at det er grund- og overfladevand, der skal måles på. Parentesen er vigtig, fordi de ord, der bruges er defineret i direktivet. Det vil sige, at når direktivet i artikel 5, stk.6 bruger de samme ord, jf. direktivets definition, er det også i grund- og overfladevand der skal måles. Der skal således ikke blot måles i vand hidrørende fra landbruget, sådan som det ellers har været antydet med henvisning til den såkaldte ”eftersætning”.
Kommissionen bekræfter ikke den danske tolkning. Kommissionen svarer helt præcist kun ved at gentage direktivets tekst. Der er ingen imødekommelse overfor Miljøstyrelsen. Tværtimod citerer Kommissionen fra parentesen, hvilket understreger dens betydning og derfor også betydningen af, at den var udeladt i spørgsmålet, som forudsatte en anderledes tolkning med vægt på ”udvikling” i stedet for ”omfang”, jf. straks nedenfor.
For det andet udtrykker spørgsmålet noget, som er forkert, nemlig at artikel 5, stk. 6 skal følge udviklingen, selvom det eneste, der står i direktivet er at konstatere omfanget af forureningen. Dermed fremtræder spørgsmålet vildledende.
Resultatet er da også to gange vildledning.
For det første vildleder den danske oversættelse. Ifølge oversættelsen svarer Kommissionen, at ”hensigten” med overvågningsprogrammerne er at gøre det muligt at vurdere udviklingen i nitratforureningen. Men det er der, som sagt, ikke belæg for at hævde i direktivet, som tværtimod alene taler om ”omfanget” af forurening.
Men hvad værre er – der er heller ikke belæg for det i Kommissionens svar, som er forfattet på engelsk. Kommissionen udtaler sig naturligvis ikke imod direktivet, og den anvender derfor heller ikke ord på engelsk, som giver grundlag for at oversætte til ”hensigt”. I stedet står der i den engelske tekst:
”Monitoring programmes shall allow the assessment of nitrate pollution trends..”
Altså udtrykker Kommissionen den EU-retlige konstatering, at overvågningen skal gøre det muligt at vurdere udviklingen. Men det er noget ganske andet EU-retligt, at noget er muligt, end at noget er en hensigt.
Spørgsmålet lægger op til, at det er trends, som er det vigtige, medens måling af omfang er sekundært. Det er en alvorlig EU-juridisk fejltolkning af både direktiv og af EU-Kommissionens brev. Ifølge direktivet er det måling af forureningens omfang, som er det centrale.
Ekstra alvorligt bliver denne fejltolkning senere på dagen med ministerens svar. For ministeren bliver af Maria Gjerding, MF for Enhedslisten spurgt, om det overhovedet har nogen relevans, om de 20 % er 20 % eller 5 % eller 40 %, når nu det væsentlige må være at se på udviklingen. Ministeren svarer ”ja, det væsentlige er udviklingen”.
Altså er udvikling det centrale, og omfang er sekundært.
Men det svar er vildledende. For det er ikke det, der står i direktivet, og det er heller ikke det der står i svaret fra Kommissionen.
Det svarer heller ikke til, hvad der skrives i brevet til Dohrmann. Her fremhæves de 20 % af grundvandet som et centralt punkt, og det sker naturligvis, fordi de 20 % er det allervæsentligste punkt i indberetningen. De 20 % viser et omfang af forurening, som er foruroligende, og som hvis det var sandt, virkelig måtte give anledning til alvorlige overvejelser. I det hele taget bruger Kommissionen i sine rapporter over nitratforureningen og handlingsprogrammernes virkninger i medlemsstaterne, netop repræsentative tal for omfanget af forureningen i grundvand. Så det er tallet 20 %, som er det allervigtigste.
Ministeren undlader at oplyse korrekt om betydningen af de 20 %. I stedet negligerer han de 20 % ved at tale tallets betydning ned. Det er både vildledende og usagligt. For det er præcist det modsatte, som er tilfældet.
Han siger samtidig, at han ikke har et præcist tal, som er repræsentativt, hvorfor det er særdeles alvorligt at indberette et tal som om det er repræsentativt, selvom det ikke er det.
Ministeren forsøger dermed på at nedtone alvoren overfor Folketinget i den alvorlige bekymring, som Bæredygtigt Landbrug har fremført. Ministeren får det til at fremstå, som om tallet isoleret set har meget begrænset værdi, og Maria Gjerding står tilbage med et svar, som kun kan bekræfte hende som medlem af den lovgivende forsamling i, at de 20 % reelt ikke er det vigtige, selvom det vitterligt er sagens kerne.
I øvrigt:
En væsentlig fejltolkning, som nu synes opgivet af ministeriet, er den såkaldte ”eftersætning” i artikel 5, stk. 6, som vicedirektør Mads Leth-Petersen har omtalt flere gange. Som beskrevet i Effektivt Landbrug torsdag, hviler den på en misforståelse. Ordene til slut i stk. 6 kunne føre til den misforståelse, at det kun er vand fra landbruget, som skal overvåges. Dette er naturligvis forkert, eftersom artikel 5, stk.6 refererer til direktivets egen definition af grundvand. Det er derfor direktivets definition af grundvand, som er retningsgivende for, hvilket grundvand, der skal overvåges.
Det interessante ved svarene er ikke så meget svarene, som stort set holder sig til direktivteksten, men snarere:
– Det, der ikke er spurgt om, og
– Det, der ikke svares på
For det første er der ikke spurgt direkte og klart ind til, om en medlemsstat er berettiget til løbende at ændre i det originale moniteringsnet, uden at Kommissionen kan spore ændringens virkning tilbage til det oprindelige net.
For det andet er der ikke spurgt til, om Kommissionen fortsat betragter de 20 % som repræsentative for alt grundvand omfattet af direktivet?
For det tredje er der ikke spurgt til, om der efter artikel 5, stk. 6 gælder en anden definition af grundvand – og dermed et mindre område der skal måles på – end efter grundvandsdefinitionen i direktivet.
