Fejlbehæftet dokument fremlagt på samråd

På torsdagens møde i Miljø- og Fødevareudvalget fik medlemmerne forelagt dokument med forkerte informationer

folketinget-trappen

Gennem mere end to måneder har miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) og vicedirektør i Miljøstyrelsen Mads Leth-Pedersen henvist til note 5 i deres forsvar for, at Danmark har indgivet korrekte informationer til EU-kommissionen, og at kommissionen har det korrekte billede af grundvandet i Danmark. Noten kommer fra EU-kommissær Karmenu Vellas svar til medlem af Europaparlamentet Jørn Dohrmann (DF) 18. januar.

På torsdagens samråd i Miljø- og Fødevareudvalget forklarede Esben Lunde Larsen udvalgets medlemmer, at der var en svagt faldende trend af nitrat i det danske grundvand, at EU var klar over dette – og han henviste flere gange til noten.

Et helt andet billede…

Men noten viser et totalt anderledes billede end det, ministeriet har indberettet. Ifølge den er der en kolossal stigning af nitrat i grundvandet.

Som det kan ses af den følgende figur fra note 5, sker der mere end en tredobling af målepunkter med en nitratværdi på over 50 mg/l.

Lise Bech fra Dansk Folkeparti spurgte: ”Er det også kommissionens opfattelse, at nitratindholdet i det danske grundvand er faldende?”

Det svarede Esben Lunde Larsen bekræftende til:

”Ja, det er kommissionens opfattelse. Jeg vil tro, at hvis kommissionen havde haft en anden oplevelse, så ville man have henvendt sig til os, og så ville det have ført til en krænkelsessag, hvis vi ikke levede op til de direktivbestemmelser, vi skal leve op til”, sagde Esben Lunde Larsen.

“Fremgår meget klart”

Maria Reumert Gjerding (Enhedslisten) spurgte også til, om EU-kommissionen har den korrekte opfattelse af grundvandet.

”Jeg vil meget gerne bekræfte overfor fru Maria Reumert Gjerding, at EU ved, at vi afrapporterer på baggrund af målenet, og at de ikke har en fejlagtig forståelse, og det fremgår også meget klart af det svar, som vi så også sender over i dag,” sagde Esben Lunde Larsen.

Effektivt Landbrug har haft gang i en undersøgelse af note 5 og har påpeget en række fejl i noten. Mads Leth-Petersen siger nu, at EU-kommissionens note 5 er utroværdig og fyldt med fejl.

”Kommissionen har bearbejdet de danske oplysninger forkert, hvilket Miljøstyrelsen har gjort Kommissionen opmærksom på allerede i 2013. Vi kan således konstatere, at disse tal og analyser som følge af fejl ikke stemmer overens med de danske indberetninger, der fremgår af den danske artikel 10-rapport, der er sendt til kommissionen. I vores indrapporteringer fremgår, at der er en nedadgående udvikling i nitratkoncentrationen i de målte indtag,” svarer Mads Leth-Petersen til Effektivt Landbrug.

Spørgsmål ved fagligheden

Avisen har bedt direktør i Bæredygtigt Landbrug, Hans Aarestrup, om en kommentar til svaret. Direktøren mener, at det må til offentlighedens kendskab øjeblikkeligt.

”Det stiller store spørgsmål ved den faglighed, der er i ministeriet. Det er mystisk, at embedsmændene får Esben Lunde Larsen til at henvise til note 5 gennem længere tid, når de ifølge dem selv i flere år har vidst, at den er fyldt med fejl”.

Han mener endvidere, at det viser store svigt i systemet, hvis EU gennem flere år har vidst, at note 5 er fyldt med fejl, og at EU ikke blot har undladt at rette dem, men så sent som onsdag henviser til noten i et svar til Miljø- og Fødevareministeriet.

”Det er bekymrende, at EU-kommissionen henviser til et dokument, der burde have været ændret for flere år siden. Det kalder på en dokumentation for, at ministeriet rent faktisk har sagt fra overfor note 5 i 2013.”

Derfor hilser han den kommende kommission velkommen.

”Jo mere man tænker over det, der blev sagt på samrådet, desto klarere bliver det, at der er brug for en uafhængig kulegravning, hvor ministeriet på ingen måde er indblandet”, siger Hans Aarestrup.

Du kan se EU-kommissionens svar her med henvisning til note 5 nederst

Af Jens Sillesen, jsi@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top