Et uvidende byrådsmedlem

BL’s formand reagerer på angreb fra SF-politiker i Viborg

flemming-fuglede-joergensen-viborg-nær

Af Flemming Fuglede Jørgensen, formand for Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug, Borupgård, Løkken

Byrådsmedlem Søren Gytz Olesen (SF), som senere på året forlader sin politiske post i Viborg Byråd, har i Viborg Stifts Folkeblad samlet en skraldespand af skældsord og sat dem sammen, så de fremstår som angreb på min person og Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug.

Ikke én eneste sætning i Gytz Olesens skraldespand har bund i nogen form for virkelighed. Indlægget virker, som om han ønsker at lægge op til en injuriesag. Det ville dog være for meget opmærksomhed at give en person, der i så kort et læserindlæg kan fremvise så meget uvidenhed om Bæredygtigt Landbrugs arbejde for dansk landbrug.

Et godt råd til Gytz ville være: Sæt dig ind i sagerne, før du skriver, ellers kan du ikke forvente at blive taget alvorligt. Negative urigtigheder i hobetal, som dit læserbrev er udtryk for, kommer du ingen steder med.

Bæredygtigt Landbrug vil fortsætte med på saglig vis at kæmpe for at bedre landbrugets rammevilkår og for, at al regulering af erhvervet foregår fagligt og juridisk korrekt. Det vil tilgodese både naturen, erhvervet og det danske samfund og er et aktivt og positivt bidrag til en væsentlig samfundsdebat.

(Indlægget har også været bragt i Viborg Stifts Folkeblad).

Scroll to Top