Tænketanken Frej afliver landbrugsmyter

De fire unge ophavskvinder bag Tænketanken Frej forklarede på NutriFair deres visioner om at påvirke og nuancere fødevaredebatten. De aflivede samtidig en række landbrugsmyter, men understregede, at de ikke var Bæredygtigt Landbrug 2.0

frej1

”I tænker sikkert: Hvad har fire unge kvinder i høje hæle med landbrug at gøre? Er det mon en slags farmerdating?”

Sådan startede formand for Tænketanken Frej, Marie-Louise Thøgersen, gruppens oplæg på Speakers Corner på årets NutriFair.

Selvom gruppen er en forholdsvis ny spiller på fødevare- og landbrugsscenen, har den allerede afholdt flere velbesøgte debatter om emner som buræg, pesticider og økologi. Den har også markeret sig i flere landsdækkende medier med læserbreve og debatartikler. På messen i Fredericia forklarede kvinderne tanken bag stiftelsen.

Landmandsdatter fra Lolland og pigen fra Whiskybæltet

Tænketanken består af fire unge kvinder. To af dem forklarede behovet for gruppens eksistens ud fra deres egen opvækst. Iben Krogh Rasmussen, som er debatansvarlig, er opvokset på en konventionel svinefarm på Lolland:

”Jeg kan huske, at min far engang blev sur, fordi min mor ved en fejl havde købt en liter mælk med et rødt ø-mærke.”

En meget traditionel landbrugsopvækst modsat gruppens konferenceansvarlige, Marianne Petersen, som forklarede, at hun trådte sine barnesko i Charlottenlund, hvor selv Irma og ø-mærket nærmest ikke altid var godt nok for omgivelserne.  

”Vi er gået rundt i hver vores virkelighedsboble. Men på trods af, at Iben og jeg havde hver vores opfattelser, har vi formået at nuancere vores debatter internt og fundet frem til fagligheden på området,” sagde Marianne Petersen.  

Fakta, fakta, fakta

De fire stiftere forklarede, at vi lever i en tid, hvor slagtningen af giraffen Marius er en af de mest læste historier, og kendissen Mascha Vangs blog har flere unikke læsere end de største direktører i Danmark. En ny verden, som er en kendsgerning, men som Tænketanken ønsker at præge:

”Vi er et opdelt samfund, hvor vi spiser forskelligt og taler forskelligt om fødevarer. Det er vigtigt, hvis landbruget skal overleve i Danmark, at vi samler forbrugsdanmark og produktionsdanmark og får mere fakta på bordet.”

Derfor har Tænketanken Frej’s debatarrangementer også haft som gennemgående tema at nuancere og aflive landbrugsmyter. På NutriFair gennemgik pigerne tre emner, som de via forskellige debatpaneler har prøvet at kaste nyt lys over.  

De slog blandt andet fast, som BL gør det på daglig basis, at frygten for pesticider er overdrevet, at boycotten af buræg var ude af proportioner, og at økologi ikke udelukkende er det rigtige svar på alt. Bæredygtigt Landbrug deltog selv i panelet, da økologi var på dagsordenen. Læs hvordan det gik her.

Ikke Bæredygtigt Landbrug 2.0

Frej gjorde også en dyd ud at forklare sin uafhængighed i forhold til eksisterende organisationer, som BL, L&F og Danmarks Naturfredningsforening. Tænketanken har en ambition om at forblive uafhængige, og selvom de ligesom BL har en forkærlighed for fakta frem for følelser og politisering af landbruget, vil de ikke sættes i bås:

”Vi skal skabe en debat mellem organisationer og folket, som ikke skifter retning lige så hurtigt, som taburetterne i Fødevareministeriet gør,” sagde medstifter Iben Krogh Rasmussen og indskød, at de ikke er Bæredygtigt Landbrug 2.0. 

Næste arrangement af Frej afholdes den 7. februar med titlen: EU’s landbrugsstøtte: Støtteben eller spændetrøje? De fire kvinder kunne også på NutriFair afsløre, at de planlægger en større konference sidst på året. 

Af Ditte Birkebæk, dib@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top