Bæredygtigt Landbrug er fremtiden

Landmanden skal kunne leve af sin produktion og producere de nødvendige fødevarer – og jorden bør dyrkes, så den ikke udpines

alfred-gris

Af Alfred Tværsig Olesen, bestyrelsesmedlem i Bæredygtigt Landbrug, Tværsiggaard, Nørregade 53, Hornsyld

Jens Frydendal fra Tjele bedyrer i et indlæg i diverse aviser, at han sætter stor pris på landbrugserhvervet.

Det glæder mig – og derfor forstår jeg ikke, at han ikke vil være med til at måle, hvad landbruget udleder. I stedet for bliver han ved med at sætte sin lid til alle de mere eller mindre officielle rapporter, der beregner med usikre modeller og metodestyring. Det er det, der ikke dur. Landbruget lever i virkeligheden og skal måles i virkeligheden. Landmanden lever i, med og af naturen. Det betyder meget for landmanden, at naturen har det godt – det kan den have sammen med et effektivt, videnbaseret landbrug – kom ud og se, oplev og mål.

Bæredygtigt Landbrugs navn er ikke spor misvisende. I sin oprindelige betydning har begrebet bæredygtighed både en økonomisk, social, etisk såvel som økologisk vinkel. Det betyder, at landmanden skal kunne leve af sin produktion, at landbruget skal være en god del af samfundet, at landmanden skal producere de fødevarer, han kan, og som verden har brug for med de hjælpestoffer der er til rådighed. Og at jorden skal dyrkes, så den ikke udpines – dvs. der skal tilføres de næringsstoffer, bl.a. i form af gødning, der fraføres med afgrøderne.

Det er ganske enkelt det, danske landmænd kæmper for at få lov til. Det vil kort sagt sige: En videnbaseret, selvhjulpen produktion og ikke et ideologisk eksperiment baseret på en politisk funderet teoretisk metode.

Scroll to Top