Flere kommuners etablering af de såkaldte sprøjtefrie zoner – og nogle steder både sprøjtefrie og gødningsfrie zoner – er ifølge Bæredygtigt Landbrugs advokat Hans Sønderby Christensen retsstridige.
Han peger for det første på, at kommunerne i realiteten har tiltaget sig meget vide – i realiteten uindskrænkede – adgange til at ekspropriere jordens landbrugsfaglige anvendelse på økonomisk måde, og det er efter hans juridiske vurdering i strid med Grundlovens paragraffer 3 og 73.
”Det er fordi, grundloven skal fortolkes i overensstemmelse med Danmarks EU-forpligtelser. Beskyttelsen mod vilkårlig ekspropriation er skarpere efter EU-retten og internationale regler og principper”, siger Hans Sønderby Christensen.
For det andet mener han, at det er retsstridigt at lægge op til at fodre hunden med sin egen hale, det vil sige, at landmanden – som storkunde ved vandforsyningen – selv betaler for sin erstatning.
”For det tredje er prisen for indgrebet kæmpestort, uden at det, efter det oplyste, fører til et konkret bedre miljø. Allerede brevet fra kommunen om det forestående potentielle indgreb udløser et væsentligt værdifald i kraft af udsigten til begrænsning – brevet kan i sig selv gøre ejendomme usælgelige”, siger han.
Manglende grænseværdi
Det alvorlige er ifølge Hans Sønderby Christensen, at der ikke fra statens side er defineret et klart og forudsigeligt styrkekrav til en given forurening for at tillade kommunen at foretage indgrebet.
”Det kan altså variere fra kommune til kommune – og ingen kender deres præcise retsstilling før længe efter – ofte flere år efter – første brev”, siger han.
”Uden et på forhånd defineret krav til forureningens styrke er indgrebet vilkårligt og kan føre til økonomiske og menneskelige tragedier, uden at der er sikkerhed for en forbedring af grund- og drikkevand. Det strider mod det EU-retlige proportionalitetsprincip”, siger Hans Sønderby.
Almenvellet
”Indgreb med denne intensitet skal – for at være lovlige – ske i almenvellets interesse. Det vil sige medføre en klart defineret miljømæssig fordel. Den interesse er imidlertid ikke mulig at anvende her, når farlige stoffer med potentiel risiko for at gå i grundvandet allerede er fjernet fra markedet, og al dansk jord efter nitratdirektivet behandles som sårbart, og når der ikke foreligger en konkret risiko i hvert enkelt tilfælde”, siger Hans Sønderby Christensen.
Han tilføjer, at danske landmænd efter det oplyste har den hårdeste regulering på pesticider og gødning i EU og derfor i realiteten allerede har løst den trussel, som man ønsker at bekæmpe med zonerne, men som altså i realiteten allerede er løst.
Byers forurening
”Det er værd at huske på, at byboernes behov for at hente vand på landet skyldes forurening af byen – ikke landmændenes forurening på landet. Ifølge det EU-retlige proportionalitetsprincip skal en given udfordring – hvis den findes – løse en eventuel udfordring, hvis den findes, på den mindst indgribende måde”, gør Hans Sønderby Christensen opmærksom på.
Han tilføjer, at man altså ikke først kan forurene hos sig selv (i byen) og så lade andre grupper (landmændene) underkaste potentielt forretningsinvaliderende begrænsninger, hvis der findes mindre indgribende måder at løse en sådan udfordring på. For eksempel ved at hente vandet fra boringer i skov- og engområder.
”Det påhviler staten at løse en sådan udfordring på forudsigelig måde”, siger Hans Sønderby.
Han mener slet ikke, kommunen har kompetencen til at ekspropriere, som det sker i disse sager.
”Efter min vurdering er kompetencen til kommunerne til at ekspropriere uden defineret risiko og til på den måde at spille lokalbefolkninger ud mod hinanden med kravet om prisstigninger på vand finansieret af vandforsyningen, retsstridigt”.
(Artiklen har også været bragt på www.maskinbladet.dk)
