92-årig melder sig ind i Bæredygtigt Landbrug

Udgivet 10. januar 2017 - kommentarer:
92-årig melder sig ind i Bæredygtigt Landbrug

Tidligere landmand Kristian Sjømann fra Skals har altid været aktiv i foreningslivet. Nu har han i en alder af 92 år besluttet sig for at melde sig ind i Bæredygtigt Landbrug

”Jeg har lige læst, at der er tre Berlingske-journalister, som står til at vinde Cavlingprisen for kvælstofsagen i dag. Så pressen skriver da lidt om landbrug.”

Sådan starter interviewet med tidligere landmand 92-årige Kristian Sjømann. Han følger nemlig med, hvor han kan. Men han er ikke tilfreds med den måde, landbruget bliver behandlet på. Så på trods af en fremskreden alder har den tidligere kvægbonde fra Skals fra årsskiftet meldt sig ind i Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug:

”Dansk landbrug har behov for en organisation som Bæredygtigt Landbrug. Vi har behov for at få belyst erhvervet neutralt. Dét synes jeg, at I gør, så derfor vil jeg støtte foreningen.”  

Behov for mere saglighed

Lige så vel at Kristian Sjømann ved, at årets Cavling-projekt handler om landbrug og kvælstof, lige så vel savner han, at pressen dækker landbruget på en mere saglig og faglig stærk vis:

”Der skrives og siges mange ting, som ikke bliver undersøgt til bunds. Jeg savner blandt andet bevis for, at nitrat er farligt. Det emne har vi drøftet i årevis. Jeg siger ikke, at vi ikke skal tale om forurening, men at vi skal være opmærksomme på, hvad det er, der forurener – for nitrat har aldrig været skadeligt, hvis I spørger mig.”

Mange års kamp for dansk landbrug

Kristian Sjømann har været landmand siden 1950. I dag er det sønnen, som tager sig af slægtsgården ”Rønly”’s 240 malkekvæg. Men udover kvægene har Kristian Sjømann også været involveret i et hav af bestyrelsesposter i flere foreninger. Især som formand for Dansk Brøndejerforening har problematikker om spildevand og drikkevand fyldt meget hos landmanden.

”Selvom jeg ikke er aktiv mere, er jeg stadig landmand indeni, og vi skal have nogle gode vilkår. Det vil jeg altid være optaget af, og Bæredygtigt Landbrug kæmper for landbruget og for at vende den kritiske udvikling mod erhvervet, jeg har set i mange år. ”

Sidste år kunne Kristian Sjømann fejre diamantbryllup med konen Vera Sjømann. Hun er godt klar over, at hendes mand er ustoppelig:

”Jeg havde ikke troet, at man kunne blive så gammel og stadig have lysten til at engagere sig i nye ting,” siger hun kærligt, idet gemalen spørger til dagens avis.

”Ja, der kan I bare høre - man behøver ikke at læse alt, men det gør Kristian altså.”  

Kristian Sjømann er i sandhed en driftig mand, som holder sig i gang. Bæredygtigt Landbrug takker for støtten og byder ham varmt velkommen i foreningen. 

Af Ditte Birkebæk, dib@baeredygtigtlandbrug.dk