Kvægavler: “Det kan lykkes dem at tage livet af os.”

Mogens Pedersen fra sjællandske Veksø sætter en ære i at passe sit limousinekvæg. Men på trods af kød i fineste kvalitet og konens løn føler han sig tvunget i knæ af de danske vilkår

unavngivet

“Jeg har betalt hver en giro, jeg opfører mig nogenlunde i samfundet, og jeg kan også fungere med andre mennesker.” 

Sådan starter 70-årige Mogens Pedersen fra Veksø, som føler sig kørt over af de danske vilkår i landbruget, og fortsætter 

Politikere graver kun i det, de vil grave i.Vi er bare så små, at det faktisk kan lykkes dem at tage livet af os.Hvis jeg får sagfører og advokat på nakken, så er jeg hurtigt færdig på gården og ude af butikken. 

Gården ”Vaselund” ligger skjult bag det forfaldne Veksø Slot. Når man kører ind på den brostensbelagte gårdsplads, finder man heller ikke et nyt stuehus her. Bygningens hvide maling er afskallet. Døre og vinduer trænger til en mild og kærlig hånd. Men rundt om hjørnet står der fine nye stalde, for det er de cognacfarvede kødkvæg, det hele drejer sig om for Mogens Pedersen.  

”Jeg har passet kvæg, siden jeg var 16 år. Da vi kom hertil, var bundlinjen fin, gården lå dejligt med moseareal og enge til kvægene. For køer skal kunne gå frit og have plads, det er det, jeg kalder dyrevelfærd,” siger landmanden med en tyk sjællandsk accent.

Mogens Pedersen har 100 limousinekvæg og 92 hektar jord til gården, som han og konen, Inger, købte i 1992. Men landidyllen 25 kilometer fra Rådhuspladsen i København er ikke blevet ved for landmanden.

Svært at være landmand

Mogens Pedersens kone, Inger, er 16 år yngre end kvægbonden. Han mødte hende, da han jævnligt kom på en gård, hvor hun havde sin hest stående. De har ingen børn, men han har en søn fra et tidligere forhold. Og det med at få familieliv og et hårdtprøvet erhverv til at balancere, er ikke let:

“Jeg skal passe på, når min kone kommer hjem, at jeg ikke bare fortæller, at det ene er noget lort, og det andet er noget satans noget. For så siger hun; ved du hvad? Du spørger aldrig, hvordan det går ude på mit arbejde. Det kan ende med, at man vælter hele ægteskabet. For du er konstant trængt op i et hjørne, når det både er ens hjem og ens arbejdsplads,” forklarer Mogens Pedersen.

Landmanden synes, det bliver sværere og sværere at være selvstændig landmand. Han føler, at han kun bliver mødt af restriktioner, regler og regninger:

”Foruden økonomien tager politikerne også glæden og lysten fra os til at passe vores arbejde. Jeg glæder mig hver gang, der kommer en kalv, og jeg ser, at det går godt. Det er et levende væsen, som du er med til at få til verden og følger gennem livet. Men det er der jo ikke penge i længere, vi små skal lave noget ved siden af for at få det til at køre rundt. Men jeg vil ikke have flere gårde eller en kæmpe bedrift, hvor jeg netop ikke kan følge køerne.”

Spildevandsoverløb og passive politikere

Problemerne begyndte for alvor for Mogens Pedersen i kølvandet på politiske visioner om grøn vækst og vandplaner. For så måtte landmanden ikke længere rense op og holde åer og vandløb fri for slam. Derfor er Værebro Å, som går langs Mogens Pedersens marker, gennem 00’erne blevet smallere. Vandet bliver ikke længere afledt under mindre regnskyl. Samtidig kan rensningsanlæggene ikke følge med, så vandet ender − urenset og beskidt − på Mogens Pedersens marker.

Det har været så slemt, at kvægavlerens køer blev så syge, og at de i længere tid ikke kunne blive drægtige. Han mener selv, at det skyldes spildevandets indhold af hormonforstyrrende stoffer og andet skidt. Selvom han flere gange har inviteret politikere ud for at se på herlighederne, er intet sket. Nu sørger Mogens Pedersen for, at køerne ikke kommer i kontakt med vandet. Så de må tit nøjes med at færdes inden døre eller på betonen lige udenfor stalden:

”Vi holder møder og møder, men vi kommer ingen vegne. For landmænd har det lidt sådan, vi kan ikke stå og ævle os til alting, vi skal have handling. Hvad vi kan gøre i dag, skal vi ikke vente med til i morgen. Færdigt arbejde – videre. Hvis en ko kælver, skal vi jo ikke skrive en doktorgrad af en rapport. Vi skal have den ud, så den ikke går til.”

Se landmanden forklare de udfordringer, han har som landmand:

Please accept statistikker, markedsføring cookies to watch this video.

Klapjagt på et erhverv

Mogens Pedersen virker ganske fredelig i sin mørke termotrøje og de mudrede gummistøvler. Men landmanden føler sig ofte jaget og i vejen. Han har oplevet, at naboen er løbet efter ham med knyttet hånd og råbt af hans marksprøjte, som ellers kun indeholder lovlige pesticider. Ligeså er det hverdagskost, at biler trykker hornet i bund, når de overhaler kvægbondens mejetærsker. 

”Befolkningen skal kende sandheden. Det er ikke rimeligt, at vi bliver modarbejdet konstant, når vi bare gør vores job. Det hele handler om politisk effektivitet uden føling. Du skal indberette hver gang, du gør noget som helst. Morten Korch kan ikke lade sig gøre mere, selvfølgelig ikke – men hvis vi skal indberette alt, så skal politikere også tale om spildevand.” siger landmanden og stirrer stift ud i luften.

Afhængig af konens løn

For at få bedriften til at køre rundt er Mogens Pedersen dybt afhængig af sin kones løn. Hun er praktiserende læge og lægger 20.000 kroner hver måned til gårdens kassekredit.

Pludselig ringer telefonen, det er ’sponsoren’, som han drillende men kærligt kalder sin kone, Inger.

“Nå, hun havde travlt med patienter – og godt for det. Det værste, der kunne ske, det var, hvis landet blev ramt af en sundhedsepidemi, for så bliver hun arbejdsløs,” siger den sjællandske landmand med et skævt smil og hæver så stemmen:  

”Og det er grunden til, at jeg er meldt ind i Bæredygtigt Landbrug – og at I sidder her i min stue. I er de eneste, som faktisk tør sige højt, at det ikke er i orden. Folk er så berøringsangste. Hos jer kan man få opbakning til at få svar fra de politikere, som aldrig svarer på mine spørgsmål.”

Anderledes i andre lande

I dag vil Mogens Pedersen råde landbrugselever til at rejse ud og se, hvordan landbrug foregår i andre lande. Så kan de nemlig se, hvor meget landmænds arbejde bliver værdsat i udlandet.

”Når jeg kommer til et skue i Paris, så bliver gaderne spærret af for landmændene, og alle andre bliver holdt væk af politiet. Når du kommer til Roskilde Dyrskue, står der omvendt politifolk og tager imod os, før vi overhovedet kan komme videre. Vi er jo ikke dyrplagere, os der kommer på et dyrskue, koen er jo ikke halt eller har klovbrandbylder og liggesår. De er jo det fineste af det fineste,” fortæller Mogens Pedersen.

Hør landmanden forklare, hvorfor han er medlem af Bæredygtigt Landbrug:

Please accept statistikker, markedsføring cookies to watch this video.

”Holdningen til erhvervet er fuldstændig anderledes end herhjemme. Byerne udenlands er på den anden ende, når der er skuer. Vi får medaljer, og både borgmestre og politifolk sidder ved borde og overværer det. De sætter virkelig pris på landmændenes arbejde. Og her, der regner de os ikke for det møg, de selv træder på.”  

Fødevarer og forbrugere er gledet fra hinanden

Mogens Pedersen drømmer sig tilbage til en tid, hvor forbrugerne ikke kun gik op i deres fødevarer, men også vidste, hvor de fik de bedste af slagsen.

Jeg oplever, at den gamle husmor er død og borte, folk har ikke tid og lyst til at lave ordentlig mad mere – det, der bliver solgt mest af, er hakkekød. Og så kan de ikke se kvaliteten. Vi har endda oplevet, at der kom en tilflytter forbi, ovenikøbet en sygeplejerske, og så spurgte hun guddødme om, hvordan man ser på koen, om det er en han eller en hun? Mælken, tror folk, er noget, de bare tapper i netto…”

Bliver ved, til han falder død om

Men kvægbonden fra Veksø vil ikke give op, selvom han møder modstand fra alle kanter, og kun konens løn holder fogeden for døren.

”Jeg vil ikke sidde og kede mig på plejehjemmet, jeg bliver her og passer mine køer, til jeg falder død om. Og ellers må jeg jo ty til noget flerkoneri,” slutter han med et grin.

Af Ditte Birkebæk, dib@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top