Bæredygtigt Landbrug tager gerne ansvar

BL ønsker et moderne, vidensbaseret, effektivt landbrug, der går hånd i hånd med en frodig natur, understreger bestyrelsesmedlemmer – som efterlyser flere målinger

olieraeddike-efterafgroede-2014

Af Alfred Tværsig Olesen, Tværsiggaard, Hornsyld, og Peter Bohsen Jensen, Rårup, Juelsminde, bestyrelsesmedlemmer i Bæredygtigt Landbrug

Fødevareminister Esben Lunde Larsen har været så venlig at besvare vore læserbreve i Maskinbladet og Effektivt Landbrug. Det vil vi gerne kvittere for.

Vi er også glade for, at ministeren understreger, at ”ingen kan være i tvivl om, at regeringen arbejder for at skabe gode rammevilkår for dansk landbrug.”

Landbrugspakken er under tilbagerulning

Vi undrer os dog over, at ministeren skal et helt år tilbage og til en tidligere ministers tid for at finde et eksempel på det gode, regeringen har gjort for landbruget, idet han henviser til fødevare- og landbrugspakken fra december 2015.

Den pakke er jo netop under administrativ tilbagerulning med de ekstra krav om efterafgrøder. De krav blev til i samråd med EU og baserer sig netop på forkert indmeldte tal om det danske grundvand. Det er derfor, landbruget nu skal til at etablere efterafgrøder i stort tal, også på steder hvor indsatsen aldrig vil kunne måles, fordi der intet behov er. Lav nu de målinger ude i virkeligheden, som også EU kræver, inden I sætter så stort et apparat i søen, som vandplanerne er.

Selvfølgelig er der miljøproblemer

Ministeren skriver, at ”vurderingen fra fagkundskaben på nuværende tidspunkt er, at vi ikke er klar til at basere den målrettede regulering på målinger alene.” Så må der arbejdes ekstra på at udvikle målingerne, ligesom man bør basere reguleringer på målingerne der, hvor de findes. Et godt eksempel på at det ikke sker, er Norsminde Fjord, der er gennemopmålt – alligevel baserer reguleringen sig på beregninger og metaanalyser. På den baggrund og med et ensidigt fokus på kvælstof stilles helt urealistiske krav. Kvælstof kan nu engang kun fjernes én gang.

Bæredygtigt Landbrug har aldrig, som ministeren hævder, sagt, at der ikke er miljøproblemer. BL har blot understreget gang på gang, at indsatsen skal ske der, hvor problemerne er i virkeligheden.

BL ønsker et moderne, vidensbaseret, effektivt landbrug, der går hånd i hånd med en frodig natur. Vi kan se, når vi færdes i naturen rundt om vore marker, at flora og fauna trives. Det er med til at berige landmandslivet.

Nej til skrivebords-modellerne

En udvikling, der gavner både landbrug og natur på virkelighedens præmisser, tager vi gerne medansvar for. Den udvikling sker bedst på baggrund af målinger – ikke på baggrund af skrivebordsbaserede modeller, hvis forudsætninger kan ændres ved et museklik.

Vores råd til ministeren skal lyde: Brug målingerne, hvor de findes, og arbejd på at fremskaffe flere.

Kære minister, ville du acceptere, hvis din læge medicinerede dig ud fra metadata og derved sparede en blodprøve? Det er det, der nu sker for vores landbrug.

Scroll to Top