Hellere bedre rammevilkår end mere støtte

Bæredygtigt Landbrugs direktør Hans Aarestrup er lidt lunken ved initiativet Dansk Landbrugskapital

hans3

Regeringen lancerede onsdag eftermiddag fonden Dansk Landbrugskapital, der skal bidrage til at udvikle dansk landbrug. Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug tager godt imod alle initiativer, der kan gøre livet lettere for landbrugerne – men tvivler på, at dette tiltag for alvor vil rykke noget.

”Det, dansk landbrug har brug for, er ikke flere støtteordninger men derimod rimelige rammevilkår, så vi kan konkurrere på lige fod med vore kolleger i eksempelvis Nordtyskland og Sydsverige”, lyder det fra BL’s direktør Hans Aarestrup.

En milliard kr. i kassen

Fondsidéen blev i sin tid undfanget af den daværende erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S), og et folketingsflertal besluttede efterfølgende at afsætte 500 mio. kr. til fonden, mod at pensionskasser samtidig stillede med 1,5 milliarder kr. Pensionskasserne havde dog svært ved at tro på et afkast ved at lægge penge i fonden, der derfor nu består af sammenlagt én milliard kr. Målet er stadig på sigt at nå de to milliarder.

Tidligere blev det foreslået, at landbrugsfonden skulle skyde hele pengesummen ind i 10 statsligt ejede kæmpefarme. Et – efter BL’s mening – halvkommunistisk og meningsløst projekt, der dog også er pillet af bordet igen.

Afventer med et åbent sind

Meningen er nu, at fonden skal yde lån til investeringer hos dygtige men forgældede landbrug. Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) forventer, at flere hundrede landmænd vil kunne nyde godt af lån med et renteniveau for den samlede finansieringsløsning på omkring fem procent. Umiddelbart et sympatisk tiltag.

”Hvis det viser sig, at disse fondsmidler i praksis er enten mere risikovillige eller billigere end de nuværende finansieringskilder, skal de nok blive anvendt. En forudsætning er, at de administrative krav er til at håndtere. Vi har naturligvis et åbent sind og afventer med spænding, om Dansk Landbrugskapital kan gavne erhvervet”, siger BL-direktør Hans Aarestrup.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top