Jeg trodser jysk tilbageholdenhed for en stund.
“Vores” gård er meget MOD vores vilje sat til offentligt salg. Det krævede lige et blødende chokohjerte til at sluge den. Vi arbejder stadig på at finde en løsning, hvor vi selv køber den. Det er en lang sej kamp, hvor vi bliver ved med at løbe ind i mange mørke blindgyder, og som nogle dage bare overskygger alt lys.
Jeg beder ikke om medlidenhed. Vi er ikke fattige – vi har hinanden, vores børn og er alle raske, hvilket er livets egentlige kerne. Vi har jo vores gode humør og modet – lidt endnu.
Konkurs – og køerne sælges i november
Men vores drøm er truet. Fakta er, at vi står med en gård nedarvet gennem generationer og som er værd at kæmpe for. Den er drevet godt og giver gode resultater. Vi er gået konkurs pga. lave mælkepriser og et swaplån.
Vi har arbejdet på at finde en løsning siden før jul sidste år. Nye banker står ikke i kø og tør ikke tro på landbruget endnu. I juni kunne vi ikke bære gældsbyrden mere og måtte melde os i rekonstruktion. Forhandlingerne gik i stå, og vi er nu konkurs. Banken har meddelt, at medmindre vi finder en løsning inden midt november, sælger de køerne. En flot højtydende besætning, der er blevet arbejdet op igennem flere år, for at kunne give et godt resultat, risikerer at ende som hakkekød, som følge af en principiel beslutning taget af folk, der ikke engang har taget sig tiden til at besøge vores gård. Tabene vil blive katastrofale, og en god produktionsejendom vil stå tom hen.
En deadline på 40 dage er ikke nok til at få kørt en så stor handel i stilling. Så hvad gør vi?
Sjæle i uvished
Dansk landbrug bløder, og det er ikke kun virksomhederne, der lider. Det er også alle de sjæle, der lever i stuehusene, der går i uvished. Også vi er ramt af krisen. Uvisheden i at vågne hver dag og tænke på hvilke afslag, vi får i dag, hvilke dårlige nyheder fra advokaten, og om vi har et sted at bo i næste måned er altid tilstedeværende og til tider kvælende! Vi fortsætter familielivet med glade masker, for at børnene ikke skal gå i vores usikkerhed. Jeg er selvfølgelig taknemmelig for, at vi bor i et land med et sikkerhedsnet, og hvor vi nok skal komme videre. Vi kunne jo bare smide nøglerne og usikkerheden på bankens bord, men vi er bare ikke klar til at opgive drømmen endnu.
Ligeledes vil mange lukninger gå ud over de sekundære erhverv, der lever af landbruget. Omkring 40 småvirksomheder er knyttet til vores gård. Dermed vil det også komme til at påvirke yderområderne.
Hvor er hjælpen? Hvor er de stemmer, der skal tale landbrugets sag? Landmændene selv har ikke tid, for de arbejder de fleste af døgnets timer, for at få økonomien til at løbe rundt. Spæde røster har talt om rendzoner og sprøjtemidler, så skulle alt nok blive godt! Det er ikke godt nok!
For det står ikke godt til herude på landet. Ældre landmænd kan ikke afhænde ejendommene og komme på pension, unge, samt de landmænd som er knækket under krisen, kan ikke få lov at arbejde med det erhverv, de brænder for, fordi ingen banker vil optage dem.
Alle vender sig bort, og ingen tager ansvar
Skal Danmark være et land uden landbrug?
Vi har prøvet at komme i kontakt med ansvarshavende, så vi kan komme i dialog. Alle vender sig bort, og ingen tør tage det ansvar og se os i øjnene. Dette er nemlig ikke kun en virksomhed. Landbruget er en livsstil, og det er herfra vores verden går.
Vi ved, at vi ikke er alene og er omgivet af dejlige mennesker, der bakker op, men står stadig med følelsen af at stå alene i en kamparena, hvor man ikke kan se sin modspiller, ingen har oplyst spillereglerne, og hvor man starter med at være bagud, da modstanderen har alle kortene på deres hånd.
Jeg ser min mand og svigerfar (73 år) stå op hver dag, og uden brok går de ud og passer, hvad der var og stadig er deres livsdrøm, trods alt modstand og med uvisheden som følgesvend. De har en arbejdsuge på minimum 60 timer og har stadig overskud til familien. De fortsætter, selvom kampen synes tabt. Jeg har al muligt respekt og er så stolte af dem!
Tak for støtten
Jeg skriver dette som TAK til alle jer, der bare spørger os ligeud, støtter og kommer med gode råd. Jeg skriver dette for at være åben om vores situation, og for at give et skulderklap og en stemme til de mange landbrugsfamilier, der står i samme situation. Det fortjener de!
Måske blev dette til verdens længste opdatering , men jeg håber stadig, I vil dele, og være med til at give skulderklappet videre og lade stemmen nå langt.
Hvem ved, måske endda til en bank, der er villig til at optage de dygtige landmand.
