En inhabil mediestorm

Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug svarer på spørgsmålet om habilitet i Landbrugets fonde

flemming-22-maj-2013

Formanden for Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug, Flemming Fuglede Jørgensen, er blevet beskyldt for at være inhabil i sagen om tildeling af midler fra promilleafgiftsfonden til en CBS-rapport. Dette er ikke korrekt. Reglerne for fonden er fulgt.

Kritikken har gået på, at Flemming Fuglede Jørgensen både er bestyrelsesmedlem i Promilleafgiftsfonden og har været underskriver på en ansøgning fra CBS. Men dette er både normal praksis og følger reglerne for fonden.

Når store modtagere af støtte fra fonden som for eksempel Landbrug & Fødevarer (incl. SEGES) og Økologisk Landsforening – der i 2016 tilsammen modtager over 100 mio. kr. – ansøger, er det nøjagtig den samme procedure. Denne procedure har været standard i den tid, Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug har været medlem af Promilleafgiftsfonden. Da ansøgningen på 1,5 mio. kr. til CBS-rapporten, som Bæredygtigt Landbrug har underskrevet, blev behandlet, var samtlige medlemmer af fonden altså vidende om, at Flemming Fuglede Jørgensen og Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug stod bag ansøgningen.

Dette gav ikke anledning til nogen form for kritik, netop fordi det er standard i fonden.

Den praksis, som ansøgningerne i Promilleafgiftsfonden bruger, er da også godkendt af NaturErhvervstyrelsen, der er tilsynsmyndighed.

NaturErhvervstyrelsen skriver i deres vejledning følgende:

Den generelle praksis i dansk ret vedrørende vurdering af inhabilitetsspørgsmålet vedrører for hovedparten afgørelser, hvor der ikke er en lovbaseret forudsætning om, at den pågældende skal varetage generelle sektorinteresser. Den generelle praksis kan derfor ikke umiddelbart overføres til produktions- og promilleafgiftsfondenes område. Det faktum, at bestyrelsesmedlemmet skal behandle en ansøgning fra en forening, hvor medlemmet også er bestyrelsesmedlem, og som er i konkurrence med andre ansøgninger, medfører derfor ikke automatisk, at bestyrelsesmedlemmet bliver inhabilt. Inhabilitet vil alene forekomme, hvis det efter en konkret vurdering vurderes, at bestyrelsesmedlemmet på grund af en ”særlig interesse” i den konkrete sag, vil forfølge ”uvedkommende hensyn”.

Der står videre, at inhabilitet forekommer, hvis:

”1) vedkommende selv har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald … 3) vedkommende deltager i ledelsen af eller i øvrigt har en nær tilknytning til et selskab, en forening eller en anden privat juridisk person, der har en særlig interesse i sagens udfald.”

Dette er ikke tilfældet. Det er denne vejledning, Flemming Fuglede Jørgensen har handlet ud fra. Så Flemming Fuglede Jørgensen har ud fra denne vejledning opfyldt sin pligt i Promilleafgiftsfonden, idet han har varetaget generelle sektorinteresser, som er hans opgave. Han har hverken i denne eller andre sager i Promilleafgiftsfonden plejet særinteresser, der på nogen mulig måde kan gøre ham inhabil. 

Scroll to Top