Af Poul Vejby-Sørensen, cand.agro.
Måske er det Enhedslistens klimaordfører, Maria Reumert Gjerding, der skal ”tørre øjnene” i håb om at kunne se bare lidt af helheden (i sit indlæg på Altinget fornylig). Det er jo første forudsætning for at forstå den…
Det er de hidtidige stramme kvælstofnormer, som bl.a. Enhedslisten har stået bag, der har reduceret danske afgrøders proteinindhold og dermed nødvendiggjort den proteinimport fra Sydamerika, som MRG kritiserer.
Men kvælstofnormerne har også haft en pris i CO2-regnskabet: Danmark har udledt ekstra 5-6 mio. tons CO2 til atmosfæren på grund af afgrødernes kvælstofmangel. Det hænger sammen med, at planterne ”udpiner” jordbunden, når de ikke får tilstrækkelig næring. Så de kvælstofnormer, som tvivlsomme ”eksperter” har rådgivet politikerne til at indføre af hensyn til vandmiljøet, har ikke kun kostet 100 mia. kroner på samfundsregnskabet. De har også kostet 5-6 mio. tons CO2-ækvivalenter på klimaregnskabet.
Til gengæld har de ikke gavnet vandmiljøet ifølge miljømyndighedernes egne tilstandsrapporter. Det er glædeligt, at Enhedslistens klimaordfører omsider erkender, at landbruget har en vigtig nøgle til forbedring af klimaregnskabet, nemlig CO2-binding. Hun bør så arbejde for, at landbrugserhvervet også bliver godskrevet denne CO2-binding! Ellers er der jo hverken konsekvens eller retfærdighed.
Hendes historie fra Sønderjylland om en gruppe innovative landbrug, der er gået sammen om at øge kulstofbindingen på deres jorde, lyder rigtig god. Faktisk lyder den for god til at være sand. For deres målsætning om at “binde 125 tons kuldioxid per hektar hvert år” er totalt urealistisk. Enten er det en regnefejl, eller også er det propaganda og bruttotal. En kulstofbinding på 1,5 procent af målsætningen ville såmænd være en succes. Husk at der skal kvælstof til: 1 kg kvælstof binder 3-4 kg kuldioxid.
Læs Maria Reumert Gjerdings indlæg her:
(Poul Vejby-Sørensens svar til Maria Reumert Gjerding kan ses i kommentarsporet til hendes indlæg).
