Bedre erhvervsklima, tak!

Landbrugspakken var en god og tiltrængt begyndelse. Nu er det nødvendigt, at der følges op

flemming-fuglede-joergensen-viborg-nær

Af Flemming Fuglede Jørgensen, formand for Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug, Borupgård, Løkken

Danmark er sammen med Schleswig-Holstein, Holland, det sydligste Sverige og Skotland nogle af de egne i verden, der er mest velegnede til landbrugsproduktion.

Her er jorden dyrkbar, ligesom der er vand og varme til rådighed i nogenlunde passende mængder passende fordelt over hele året. Derfor er det heller ikke overraskende, at omkring 60 procent af jorden i disse områder dyrkes. Der er tale om et godt spisekammer, hvor der produceres fødevarer til mange flere mennesker, end der bor i områderne. Samtidig betyder den effektive produktion med høje udbytter i disse lande et lavere energiforbrug og en langt lavere klimapåvirkning pr. produceret enhed, end vi ser andre steder.

Danmark har historisk set været et landbrugsland – stadig har landet en betydningsfuld landbrugsproduktion med flere større og mindre virksomheder i hele fødevareklyngen. Maskinindustriens mange små og mellemstore virksomheder er ligeledes af væsentlig betydning for både produktion og beskæftigelse i hele Danmark. Det er virksomheder, der har en stor eksport af maskiner og staldinventar. Højtuddannede landmænd har været effektive sparringspartnere til udvikling af avanceret elektronik og agroteknologi, der i dag eksporteres i stor stil. Alle disse virksomheder vil have svært ved at overleve, hvis de ikke har et hjemmemarked til afprøvning og samarbejde om nye ideer. Det har danske landmænd en lang og frugtbar tradition for.

Men vi landmænd efterspørger et bedre erhvervsklima for landbruget. En ny rapport fra CBS har påvist, at landbrugsproduktionen er under pres fra specielt danske særregler. Hele 84 mia. kr. har disse regler kostet det danske landbrug de senere år. Derved har erhvervet tabt konkurrencekraft og er blevet forgældet. Vejret, som landbrug overalt er afhængig af, har betydet, at den danske høst i år mængdemæssigt ligger under middel – mens proteinindholdet, takket være den ekstra gødning landbruget fik ved landbrugspakken, ser ud til at stige betydeligt. Vi mangler dog endnu de eksakte opgørelser.

Landbrugspakken var en god og tiltrængt begyndelse. Nu er det nødvendigt, at der følges op på landbrugspakken. Politikerne må handle, således at de stramme rammevilkår lettes. Det håber vi, politikerne vil tage fat på, allerede inden næste folketingssamling begynder den første tirsdag i oktober. Erhvervet har brug for forenklinger og lettelser snarere end flere indviklede muligheder for tilskud til specifikke områder. Lettelser i skatter og afgifter vil være en direkte hjælp til den betrængte likviditet.

Også Andelsselskaberne må hjælpe til og sætte alt andet end afregningspriserne på stand by. I en periode kan primærlandbruget også undvære at indbetale til produktionsafgiftsfondene. Situationen er alvorlig – alle må hjælpe til, så den danske landmand kan intensivere sin effektive produktion af fødevarer til hele verden til glæde for det danske samfund. Dette klimasmørhul skal benyttes til fortsat at producere nogen af verdens bedste, sundeste og sikreste fødevarer.

Scroll to Top