BL om CBS-rapport: Vi savnede et overblik

Bæredygtigt Landbrug har ageret praktisk gris men var samtidig interesseret i at få vigtige tal på bordet, lyder det fra formand

flemming-fuglede-joergensen-1

Bæredygtigt Landbrug har udelukkende ageret praktisk gris i forbindelse med udarbejdelsen af analysen om dansk landbrugs rammevilkår fra Copenhagen Business School – og har på ingen måde blandet sig i CBS’ forsknings- eller analysearbejde.

Det understreger BL’s formand Flemming Fuglede Jørgensen, efter at først Altinget og siden Deadline på DR2 de seneste dage har sat kritisk fokus på BL’s indsats omkring rapporten:

”Der er tale om en beklikkende vinkling, der tager fokus fra de vigtige resultater, som ingen indtil nu har stillet spørgsmålstegn ved. Det er indholdet af rapporten, der bør debatteres og ikke formalia, der ingen betydning har for de fremlagte analyser”, siger Flemming Fuglede Jørgensen.

Initiativet kom fra CBS

Forhistorien er følgende:

CBS tog initiativ til rapporten. Nu afdøde professor Erik Johnsen på CBS Center for Applied Management Studies mente – i forbindelse med et af sine projekter om ledelse i landbruget – at landbrugets ubalance i forhold til landets magthavere burde gøres til genstand for en særskilt analyse. Institut for Produktions og Erhvervsøkonomi ved Troels Troelsen påtog sig opgaven med at videreføre projektet og analysere landbrugets konkurrenceevne. Torben Vagn Rasmussen var projektleder. Nu står vi med den første delrapport.

Promilleafgiftsfonden støttede efter ansøgning projektet. For at forskerne på CBS kunne koncentrere sig om forskningen, påtog Bæredygtigt Landbrug sig rollen som den praktiske gris og søgte derfor pengene, har administreret dem og sørget for revision. Det betyder, at BL og CBS har underskrevet en kontrakt om projektet, hvor BL så er ansvarlig overfor Promilleafgiftsfonden for de penge, projektet er tildelt. Dette er standard for de projekter, der bliver lavet hos Promilleafgiftsfonden. BL har ikke selv bidraget økonomisk til projektet.

Vigtigt for forståelsen

Flemming Fuglede står ved, at BL ønskede analysens tilblivelse og offentliggørelse:

”Vi er en interesseorganisation, der kæmper landbrugets sag, så selvfølgelig var vi interesseret i at få det her frem. Vi har længe savnet et overblik over, hvor meget dansk landbrug og det danske samfund mister som følge af konkurrenceforvridning i forhold til nabolandene”, lyder det fra formanden.

”Det er fantastisk vigtigt, at politikerne forstår, at dansk landbrug ikke kan overleve med en så markant ringere behandling af erhvervet end vores nærmeste og sammenlignelige konkurrenter. De danske regler har kostet erhvervet 84 milliarder kr. over en årrække. Det har gældsat det enkelte landbrug – og det må stoppe”, siger Flemming Fuglede.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top