BL klager over vandområdeplaner

Bæredygtigt Landbrug gør på vegne af fire landmænd indsigelse mod plan, der fortsat ikke er tilstrækkeligt fagligt og sagligt velfunderet

img_4497

Mens Landbrug & Fødevarer kalder det både dyrt, tidskrævende og nyttesløst at klage over de nye vandområdeplaner, har Bæredygtigt Landbrug valgt at indsende en klage. Det sker på vegne af fire medlemmer, som hver især berøres af de nu tre uger gamle planer – fordi foreningen ikke selv har klageret.

”Det er helt urimeligt, at større interesseorganisationer som f.eks. Bæredygtigt Landbrug slet ikke har klageadgang for så væsentlige indgreb, som vandområdeplanerne er. Det er desuden katastrofalt, at der fortsat ikke er klageadgang, hvad angår vandområdeplanernes indhold, men at klageadgangen alene angår vandområdeplanernes tilvejebringelse”, siger Nikolaj Schulz, chefjurist i BL.

Han kalder de nye vandområdeplaner bedre end de gamle – men understreger, at udgangspunktet også var historisk ringe, og at man fortsat er langt fra at være i mål. Det største problem er, at lodsejerne stadig ikke har haft mulighed for at kunne klage over vandområdeplanernes konkrete indhold.

Planerne savner demokratisk legitimitet

Det bekræfter BL’s næstformand Peter Rosendal:

”Lodsejere, borgere og interesseorganisationer har slet ikke fået lov til at se på, om de vandløb, der er udpeget i planerne, er korrekt udpeget”, siger han.

”De eneste, som har kunnet lege med i udfærdigelsen af vandområdeplanerne, er kommunalt og statsligt ansatte, som naturligvis ikke har en chance for at kende de enkelte vandløb, og som måske ikke efterfølgende har lyst til at blive kritiseret for deres arbejde. Vandområdeplanerne savner simpelthen demokratisk og faglig legitimitet”, tilføjer Peter Rosendal.

Chefjurist Nikolaj Schulz understreger, at vandområdeplanernes indhold fremover skal diskuteres i enhver specifik sag, der påklages, fordi der fortsat ikke er taget stilling til indholdet i Klagenævnet:

”Landmænd skal således huske at få samtlige deres indholdsmæssige mangler med, hver gang de har en konkret sag, uanset om det er husdyr, vandløb eller noget helt tredje. Forkerte vandplaner skal ikke have lov til at udvikle sig til sandfærdige vandplaner, bare fordi der aldrig er taget stilling til indholdet”, forklarer chefjuristen.

Klagenævnet bør ophæve vandområdeplaner

Klagenævnet har pligt til at sikre, at vandområdeplanerne er i overensstemmelse med EU-retten. Det er efter Bæredygtigt Landbrugs vurdering en væsentlig mangel, at loven afskærer klageadgangen, så det ikke er muligt at afprøve planernes indhold. Dette er ifølge BL’s chefjurist i strid med EU-retten.

”Alene af denne årsag bør Klagenævnet træffe afgørelse om, at vandområdeplanerne er ugyldige og ophæve dem”, siger Nikolaj Schulz.

Kort giver ingen mening

I klagen fra Bæredygtigt Landbrug – der indgives på vegne af fire medlemmer, bl.a. to bestyrelsesmedlemmer – kritiseres også et kort om målrettet regulering frem til år 2021. Kortet er ifølge BL misvisende, fordi robuste arealer, der afvander til bl.a. Vesterhavet, har de største reduktionsmål i rodzonen.

”Det giver ingen saglig mening. Dette understreger blot, at det er helt galt, at Klagenævnet ikke kan tage stilling til indholdsmangler. Det er dog en væsentlig tilblivelsesmangel, at kortet ikke var en del af høringsmaterialet, da planen blev sendt i høring”, understreger Nikolaj Schulz.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top